Hobro og omegn
Hobro Garden tog til DM – og kom hjem med armene fulde af diplomer
Fire sølvdiplomer og et bronzediplom blev resultatet for Hobro Garden, da de lokale gardister deltog i DM for Bygardere i Skive efter måneders forberedelser.
Hobro Garden kunne rejse hjem fra DM for Bygardere i Skive med fire sølvdiplomer og et bronzediplom.
Mesterskabet blev afviklet fra 2. til 5. juli 2026, hvor garden deltog i disciplinerne koncert for harmoni, bymarch og tattoo. Konkurrencerne fandt blandt andet sted i KulturCenter Skive, Hancock Arena og i Skive bymidte.
DM blev arrangeret af Landsgarderforeningen i samarbejde med Skive Garden.
Foto: Hobro Garden
Mange timers træning gav resultat
For Hobro Garden blev mesterskabet kulminationen på en periode med stor musikalsk og showmæssig udvikling siden det seneste DM i 2024.
Gardens dirigent, underviser og marchinstruktør, Casper Gravesen, fremhæver den indsats, medlemmerne har lagt i forberedelserne.
„Gardens medlemmer har udviklet sig helt vildt i årets forberedelser til dette DM,“ udtaler Casper Gravesen.
„Som underviser er det fedt at mærke, hvordan det samler dem som hold – både at være afsted, men også i forløbet op til. Det udvikler dem både personligt og musikalsk. Der er lagt mange timer i øvelokalet og derhjemme, og gardisterne mærker nu, at det hårde arbejde bærer frugt.“
Inden turen til Skive havde garden desuden finpudset detaljerne på en tre dage lang bootcamp. Den blev afsluttet med en generalprøve for familie, venner og SFO-børn fra Bymarkskolen.
Foto: Hobro Garden
Læs også:
Sølv i bymarch og tattoo
I harmonikonkurrencen kastede Hobro Garden sig over nogle af de sværeste og mest krævende numre i gardens historie. Det blev belønnet med et bronzediplom.
Ved bymarchen fik garden et sølvdiplom, mens Sarah Kunst Fast også modtog et sølvdiplom som major. Dommerne roste blandt andet garden for et „modigt show“ og en „god lyd“.
Også gardens tattoo-show sikrede et sølvdiplom. Showet var udviklet og instrueret af Sarah Kunst Fast i tæt samarbejde med de ældste gardister og fortalte historien om Hobro Garden med fokus på venskab, kærlighed og spilleglæde.
Sarah Kunst Fast modtog desuden et sølvdiplom for sin indsats som major i tattoo.
Dermed endte Hobro Garden samlet med fire sølvdiplomer og et bronzediplom.
Fællesskabet fyldte ved DM
For gardist og bestyrelsesmedlem Mette Bøgh var det hendes tredje DM med Hobro Garden.
„For mig personligt var dette mit tredje DM med Hobro Garden, og uden tvivl den bedste oplevelse. Jeg kunne både høre og se, hvor meget vi har udviklet os. Alle gav sig 100 procent, og det skabte en fantastisk energi,“ fortæller hun og uddyber:
„Publikum klappede, og gardere fra hele landet stod langs ruten og heppede på hinanden under bymarchen. Det er det unikke ved DM – selvom vi konkurrerer, er der en enorm respekt og opbakning garderne imellem.“
Efter DM 2026 ser Hobro Garden nu frem mod nye mål. Samtidig takker garden de instruktører, forældre, frivillige og lokale tilskuere, som bakker op om foreningen.
Foto: Hobro Garden
Foto: Hobro Garden
Foto: Hobro Garden
Foto: Hobro Garden
Foto: Hobro Garden
Foto: Hobro Garden
Læs også: