Fritid

Kathrine er fjerde generation med dansen i blodet – Bekker Dans skaber bevægelse og fællesskab

Fra familietraditioner til moderne danseskole. Kathrine Bekker har gjort en livslang passion til et samlingspunkt for børn, unge og voksne – og igen i år kan publikum opleve Bekker Dans på Ambufesten.

Søren Greve
Af Søren Greve 6. august 2026

Der er stille i dansesalen på Smedevej i Hobro. Musikken er slukket efter endnu en vellykket dag i sommerens dancecamp for børn fra 6-13 år, men energien hænger stadig i luften. Her møder jeg Kathrine Bekker, der med et smil fortæller om en hverdag, hvor dans ikke blot er et arbejde – men en livsstil.

For Kathrine Bekker er dans nemlig ikke noget, hun har valgt til. Det har altid været en del af hendes liv.

– “Jeg plejer at kalde os en cirkusfamilie. Til familiefester blev der altid snakket dans. Det har været en del af mit liv, så længe jeg kan huske,” fortæller hun.

Som fjerde generation i Bekker Dans er hun vokset op med rytmer, trin og dansesko. Oldeforældre, bedsteforældre, hendes far, faster og flere andre familiemedlemmer har gennem generationer undervist i dans, og derhjemme har mange længe kendt hende som “Danse-Kathrine”.

Drømmen om en fast base

I mange år har Bekker Dans haft undervisning rundt omkring i sportshaller og forsamlingshuse i Hobro, Mariager, Hadsund, Randers og på Djursland. Men med etableringen af danseskolens egne lokaler på Smedevej i Hobro er hverdagen blevet en helt anden.

– “Det gør en kæmpe forskel. Nu har vi en base, hvor børnene kan komme til dansecamps, overnatninger og discofester, og hvor de voksne kan mødes og danse. Nu har vi en identitet – når folk kører forbi, kan de se, at det er danseskolen”, siger Kathrine Bekker.

De nye lokaler har givet plads til langt mere end den ugentlige danseundervisning. I løbet af året bliver huset fyldt med sommeraktiviteter, workshops, sociale arrangementer og fællesskab på tværs af alder.

Kathrine Bekker håber samtidig, at danseskolen fortsat kan udvikle sig med flere hold i Hobro og måske igen vende tilbage med aktiviteter flere steder i Mariagerfjord Kommune.

Her er der plads til alle

Hos Bekker Dans handler det ikke om at være den bedste.
Tværtimod er filosofien, at alle skal kunne være med – uanset alder, erfaring eller talent.

– “Mange siger, at de ikke kan danse. Men dans skal være for alle – også selvom man har to venstre fødder.”

Fællesskabet kommer altid før præstationen. Nogle elever drømmer om at stå på en scene, mens andre blot ønsker motion, musik og hyggeligt samvær. Begge dele er der plads til.

Den tilgang betyder, at danseskolen i dag samler både børn, unge og voksne, som finder glæde i bevægelse og i det sociale fællesskab omkring dansen.

Fast del af Ambufesten

Bekker Dans er samtidig blevet en aktiv del af kulturlivet i Mariagerfjord.

I løbet af året deltager danseskolen ved en række lokale arrangementer som Børnefesten i Mariager, Street Art Festival i Hadsund – og selvfølgelig Ambufesten i Hobro.

Også i år bliver Bekker Dans en del af programmet, når eleverne indtager Ambupladsen og viser, hvad de har arbejdet med gennem sæsonen.

For mange af de unge dansere er det et af årets helt store højdepunkter, hvor de får mulighed for at optræde foran et stort publikum på hjemmebane.

Dans skal være for alle

Ud over undervisningen samarbejder Bekker Dans med Mariagerfjord Kommune og blandt andre Broen Mariagerfjord for at sikre, at økonomien ikke bliver en hindring for børn og unge, der gerne vil gå til dans.

Kathrine Bekker besøger desuden skoler og daginstitutioner rundt om i kommunen for at give endnu flere børn mulighed for at opleve glæden ved dans.

– “Uanset om man går til dans eller ej, så er det bare fedt at danse.”

Når man forlader danseskolen på Smedevej, står én ting klart: Bekker Dans handler om meget mere end trin og koreografier. Det handler om at skabe fællesskaber, give børn og voksne selvtillid gennem bevægelse – og om at føre en mere end 100 år lang familietradition videre til nye generationer.

Når Ambufesten igen samler tusindvis af mennesker i Hobro, bliver Bekker Dans endnu en gang en levende del af festen – præcis som dansen har været en levende del af familien Bekkers historie gennem fire generationer.