Fritid

Nu kan du få både transport fra det midtjyske og entré til Djurs Sommerland i én billet

Midttrafiks kombibillet giver adgang til både transport og forlystelser for 380 kroner i hele Region Midtjylland.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 3. august 2026

Skolernes sommerferie går ind i sin sidste uge, og for familier, der vil nå en tur i Djurs Sommerland, tilbyder Midttrafik en samlet løsning med både transport og entré.

Med en kombibillet kan gæster rejse med bus, letbane og Midtjyske Jernbaner i hele Region Midtjylland og samtidig få adgang til Djurs Sommerland.

Rejs med letbane og bus

Fra Aarhus kan turen eksempelvis gå med Letbanen til Ryomgård, hvor der skiftes til busrute 400. Herfra tager busturen omkring 10 minutter direkte til Djurs Sommerland.

Rejseplanen viser, hvordan letbane og bus bringer gæsterne helt tæt på indgangen til forlystelsesparken.

Billet dækker både transport og entré

‘Djurs Sommerland Kombibilletten’ koster 380 kroner og kan købes i Rejsebillet-appen eller via Midttrafiks webshop, hvor billetterne også kan udskrives hjemmefra.

Billetten giver adgang til Djurs Sommerland samt fri rejse med alle Midttrafiks busser, Letbanen og Midtjyske Jernbaner på den valgte dag.

Kombibilletten er gyldig hele dagen frem til klokken 23.59.

Gratis rejse for de mindste

Prisen er den samme for børn, voksne og pensionister.

Voksne og pensionister kan gratis tage op til to børn under 12 år med i bus og letbane. Betalende børn kan gratis medtage ét barn under 12 år.

Børn i alderen 0-2 år har desuden gratis adgang til Djurs Sommerland.

Gælder ikke i alle tog

Det er værd at være opmærksom på, at kombibilletten ikke kan bruges i tog fra DSB eller GoCollective. Billetten er desuden kun gyldig på den telefon, hvor den er købt, hvis den købes via Rejsebillet-appen.