Hus og have

Tusindvis af danskere kan gå glip af over 7.000 kroner – tjek om du er en af dem

Nye beløbsgrænser betyder, at hver voksen kan få fradrag for op til 27.300 kroner om året – hvis reglerne bliver fulgt.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 1. august 2026

Der er godt nyt til boligejere og andre, der planlægger renovering eller køber hjælp til hjemmet. I 2026 er loftet for håndværker- og servicefradraget blevet hævet, så hver person over 18 år kan få fradrag for op til 27.300 kroner om året.

Det oplyser Skattestyrelsen.

For et par med to voksne betyder det, at husstanden samlet kan opnå fradrag for op til 54.600 kroner. Fradragenes skatteværdi er omkring 26 procent, hvilket kan give en mærkbar besparelse på skatten.

To fradrag i én ordning

Ordningen består af et håndværkerfradrag og et servicefradrag.

Håndværkerfradraget udgør op til 9.000 kroner pr. person i 2026 og gælder grønne forbedringer af boligen. Det omfatter blandt andet isolering af tag, ydervægge og gulve, udskiftning af vinduer og døre, installation og reparation af varmepumper, solcelleanlæg samt en række klimatilpasnings- og energiforbedrende arbejder.

Servicefradraget er hævet til 18.300 kroner pr. person og kan blandt andet bruges til rengøring, vinduespudsning, havearbejde, børnepasning og reparation af hårde hvidevarer. Ordningen blev udvidet fra 2025 med flere typer ydelser, herunder træfældning, tagrenderensning og installation af tyverialarm.

Kun arbejdsløn giver fradrag

Det er kun udgiften til arbejdsløn, der kan trækkes fra. Materialer og reservedele er ikke omfattet af ordningen.

Samtidig stiller Skattestyrelsen krav om, at betalingen sker elektronisk, eksempelvis via betalingskort, MobilePay eller netbank. Kontant betaling giver ikke ret til fradrag, og fakturaen skal kunne dokumentere arbejdslønnen særskilt.

Gælder også andre end boligejere

Ordningen omfatter ikke kun ejere af parcelhuse.

Lejere og andelshavere kan også få fradrag, hvis arbejdet udføres på en del af boligen, som de har råderet over, og de opfylder Skattestyrelsens øvrige betingelser. Fradraget gælder desuden for visse arbejder i fritidsboliger.

Reglerne er stort set uændrede

Ifølge revisions- og rådgivningsvirksomheden BDO er reglerne i 2026 stort set de samme som året før. Den væsentligste ændring er, at beløbsgrænserne er blevet reguleret op.

BDO peger samtidig på, at der i løbet af det seneste år er kommet større klarhed over, hvilke opgaver der er omfattet. Blandt andet kan et serviceeftersyn af en varmepumpe give håndværkerfradrag, mens et almindeligt eftersyn af et ventilationsanlæg ikke gør. Reparation af ventilationsanlæg kan derimod være fradragsberettiget.

Sådan indberettes fradraget

Fradraget skal indberettes i TastSelv hos Skattestyrelsen.

Håndværkerfradraget indtastes i rubrik 460, mens servicefradraget indberettes i rubrik 461. Betalingen skal være dokumenteret, og det er en god idé at gemme faktura og betalingskvittering, hvis Skattestyrelsen efterfølgende beder om dokumentation.