Helbred
Nyt dansk studie: Kræftpatienter har markant øget risiko for psykiske lidelser
Forskere har fulgt næsten 300.000 danske kræftpatienter gennem tre årtier. Resultaterne viser, at den psykiske belastning kan vare ved i mange år efter diagnosen.
En kræftdiagnose påvirker ikke kun kroppen, men kan også få alvorlige konsekvenser for den mentale sundhed. Det viser et nyt dansk studie fra Københavns Universitet og Rigshospitalet, som har undersøgt udviklingen blandt næsten 300.000 danske kræftpatienter over en periode på 30 år.
Studiet viser, at personer med en kræftdiagnose har mere end dobbelt så høj risiko for senere at udvikle en psykisk lidelse sammenlignet med personer uden kræft. Allerede i det første år efter diagnosen er risikoen mere end fem gange højere for at blive indlagt med en psykisk lidelse eller få udskrevet medicin mod psykiske sygdomme.
Hver anden rammes over tid
Forskerne har fulgt 289.391 danskere, som fik en kræftdiagnose mellem 1995 og 2015, og som ikke tidligere havde haft en psykisk lidelse.
Resultaterne viser, at omkring hver anden udviklede en psykisk lidelse i løbet af de følgende 25 år. Selvom risikoen falder efter det første år, er den fortsat forhøjet mange år senere. Selv ti år efter kræftdiagnosen er risikoen fortsat omkring 40 procent højere end blandt personer uden kræft.
Læs også:
Angst og depression fylder mest
Ifølge forskerne er det især angst og depression, der rammer kræftpatienterne.
– “Kræft er en sygdom, som man ved, at man kan dø af. Det er en trussel på livet. Derfor er det også en psykisk belastning at få en kræftdiagnose, og det kan udløse reaktioner som depression, angst eller frygt for tilbagefald,” siger klinisk professor Christoffer Johansen fra Københavns Universitet og Rigshospitalet.
Han peger samtidig på, at de nye resultater understreger behovet for at have fokus på patienternes mentale helbred – ikke kun under behandlingen, men også i årene efter.
Størst risiko ved alvorlige kræftformer
Studiet viser desuden, at risikoen for psykiske lidelser varierer afhængigt af kræfttypen.
Patienter med kræftformer, hvor prognosen er dårlig, eller hvor sygdommen ofte medfører alvorlige følger, har den største risiko for senere at udvikle psykiske lidelser. Omvendt er risikoen lavere ved kræftformer med gode behandlingsmuligheder, som eksempelvis brystkræft, prostatakræft og modermærkekræft – men stadig højere end hos den øvrige befolkning.
Kan få betydning for opfølgningen
Forskerne håber, at resultaterne kan bidrage til et øget fokus på den psykiske del af et kræftforløb.
Ifølge studiet bør sundhedsvæsenet i højere grad være opmærksom på at identificere og behandle psykiske problemer hos kræftpatienter – også længe efter, at den fysiske behandling er afsluttet.
Læs også: