Natur
Randers Kommune styrker beredskabet mod egeprocessionsspinder
Kommunen leder efter nye samarbejdspartnere og sætter gang i overvågning, selv om den sundhedsskadelige larve endnu ikke er fundet i Randers.
Randers Kommune arbejder på at styrke sit beredskab mod egeprocessionsspinderen, selv om den sundhedsskadelige larve endnu ikke er blevet konstateret i kommunen.
En tidligere aftale med et eksternt firma, som skulle stå for bekæmpelse og fjernelse af larven, er bortfaldet. Derfor undersøger kommunen nu nye muligheder for at få hjælp udefra, hvis larven skulle dukke op.
Undersøger nye løsninger
Ifølge viceborgmester Niels Jørgen Thomsen ønsker kommunen at være bedst muligt forberedt.
”Vi vil gerne være så godt forberedt som muligt, hvis larven skulle dukke op i Randers Kommune. Vi undersøger derfor, hvem der kan hjælpe os med opgaven, og vi er også i gang med at undersøge, hvad vi selv kan gøre for at bekæmpe larverne, hvis de skulle dukke op her,” siger Niels Jørgen Thomsen, viceborgmester i Randers Kommune.
Kommunen ser samtidig på, hvilke tiltag den selv kan iværksætte for at begrænse en eventuel bestand.
Læs også:
Fuglekasser og overvågning
Som en del af indsatsen er Randers Kommune begyndt at opsætte fuglekasser blandt andet ved Nordre Kirkegård, hvor der både er en egeallé og et område med egeskov. Formålet er at tiltrække fugle, som kan være med til at holde bestanden af larver nede, hvis de bliver fundet.
Efter sommerferien vil kommunen desuden igangsætte en systematisk overvågning af egetræer for at kunne opdage larven så tidligt som muligt.
Situationen bliver desuden taget op på mødet i Miljø- og Teknikudvalget den 4. august, hvor udvalget orienteres om det videre beredskab.
To anmeldelser har været falsk alarm
Borgere, der har mistanke om at have fundet egeprocessionsspinderen, opfordres til at kontakte Randers Kommune via kommunens hjemmeside eller på den oprettede hotline 89 15 12 34.
Indtil nu har kommunen modtaget to henvendelser om mulige fund af larven. Begge anmeldelser er blevet undersøgt og har vist sig at være falsk alarm.
Læs også: