Helbred

12 millioner kroner til forskning i børn, unge og ældres trivsel

To professorer fra Roskilde Universitet har fået millionbevillinger fra VELUX FONDEN til forskning i fremtidens omsorg, rådgivning og velfærd.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 13. juli 2026

To forskningsprojekter fra Roskilde Universitet har modtaget i alt 11,8 millioner kroner fra VELUX FONDEN. Professorerne Tine Rostgaard og Hanne Warming har hver fået en bevilling på 5,9 millioner kroner til projekter, der skal styrke henholdsvis ældreplejen og rådgivningstilbud til børn og unge.

Begge projekter er en del af VELUX FONDENS HUMpraxis-program.

Lokale fællesskaber skal styrke ældreplejen

Professor Tine Rostgaard skal undersøge, hvordan lokale fællesskaber kan supplere ældreplejen i en tid med stigende pres. Projektet skal samtidig udvikle og afprøve nye måder at organisere fællesskaber på, så de kan støtte ældre og aflaste kommunerne.

Projektet gennemføres i samarbejde mellem Roskilde Universitet, Hørsholm Kommune og VIVE.

»Mange kommuner ønsker at styrke lokale fællesskaber som supplement til ældreplejen, men vi ved overraskende lidt om, hvordan de opstår, hvem der deltager, og hvilken værdi de skaber. Med forskningsprojektet udvikler og undersøger vi nye borgerdrevne fællesskaber og den viden, der er nødvendig, hvis de skal bidrage til et mere bæredygtigt og inkluderende velfærdssamfund,« siger Tine Rostgaard, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.

Forskning skal forbedre rådgivning til børn og unge

Professor Hanne Warming står i spidsen for et forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan rådgivningstilbud kan nå flere børn og unge og gøre en større forskel.

Projektet skal udvikle ny viden og nye tilgange, som skal styrke kvaliteten af rådgivningen. Det gennemføres af Roskilde Universitet i samarbejde med RådgivningsDanmark og civilsamfundsorganisationer.

»Bevillingen giver os mulighed for at bidrage til det internationale forskningsfelt med viden om, hvem der søger og ikke søger rådgivning, hvilken hjælp de søger, og hvordan rådgivning – set fra børnenes egne perspektiver – indvirker på deres levede liv. Denne viden vil blive omsat til konkret kvalitetsudvikling af rådgivningerne. Det er vores håb og forventning, at det vil føre til endnu mere brugertilpasset rådgivning og herigennem øget mestring og trivsel,« siger Hanne Warming, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet.

To bevillinger på 5,9 millioner kroner

Tine Rostgaard har modtaget 5,9 millioner kroner til forskningsprojektet Sociale forestillinger og realiseringer af stedbundne fællesskaber i aldrende samfund (SIRPA).

Hanne Warming har modtaget 5,9 millioner kroner til forskningsprojektet Brugertilpasset virkningsfuld rådgivning af børn og unge.

De to projekter har tilsammen modtaget 11,8 millioner kroner fra VELUX FONDEN.