Natur

Randers Kommune er klar med beredskab mod egeprocessionsspinderen

Larven er endnu ikke fundet i kommunen, men et beredskab er på plads, hvis den sundhedsskadelige art dukker op

Søren Greve
Af Søren Greve 12. juli 2026

Selvom egeprocessionsspinderen endnu ikke er blevet observeret i Randers Kommune, er kommunen godt forberedt, hvis den sundhedsskadelige larve skulle dukke op.

Kommunen har udarbejdet et beredskab, som skal sikre en hurtig indsats, hvis der bliver gjort fund af larven. Samtidig arbejdes der på en plan for systematisk overvågning af kommunens egetræer.

Borgmester Rosa Lykke Yde understreger, at det er vigtigt at være på forkant.

“Vi har ikke nogen konkrete meldinger om, at larven er blevet observeret her i kommunen. Men vi holder os selvfølgelig løbende orienteret om situationen, og jeg har bedt forvaltningen om at lave et beredskab, som allerede ligger klar, hvis larven skulle dukke op. Det er helt afgørende for borgerne, at kommunen har et beredskab klar, så vi er på forkant med situationen og hurtigt kan skride til handling, hvis det skulle blive relevant,” siger Rosa Lykke Yde, borgmester i Randers Kommune.

Kan give udslæt og vejrtrækningsproblemer

Egeprocessionsspinderen lever på egetræer og er kendt for sine mikroskopiske brandhår, som kan give kraftige hudreaktioner, kløe og i nogle tilfælde vejrtrækningsbesvær hos mennesker og dyr.

Hvis larven bliver fundet på kommunale arealer, har Randers Kommune allerede en aftale med et specialfirma, som råder over det nødvendige udstyr til at bekæmpe og fjerne den på en sikker måde.

Sådan skal du reagere ved fund

Kommunen opfordrer borgere til at kontakte Randers Kommune, hvis de mener at have fundet egeprocessionsspinderen.

Det kan ske via kommunens hjemmeside på www.randers.dk/egeprocessionsspinder eller telefonisk på 22 49 06 12.

Er larven fundet på privat grund, ønsker kommunen stadig at få besked for at kunne følge udviklingen. Selve bekæmpelsen på private arealer er dog grundejerens eget ansvar, da kommunen ikke har lov til at fjerne larver på privat ejendom.

Borgerne opfordres samtidig til ikke selv at forsøge at fjerne larverne, men i stedet holde god afstand og kontakte et professionelt bekæmpelsesfirma.

App kan hjælpe med identifikation

Det er ikke alle larver på egetræer, der er egeprocessionsspindere. Derfor anbefaler kommunen, at borgere bruger appen Arter, hvor man kan få hjælp til at afgøre, om der er tale om den sundhedsskadelige art eller en ufarlig sommerfuglelarve.

Fugle kan være en naturlig hjælp

Randers Kommune peger også på, at naturen selv kan være med til at holde bestanden nede. Fuglearter som musvitter og blåmejser spiser larverne og kan derfor være en vigtig del af den naturlige bekæmpelse.

Kommunen opfordrer derfor borgerne til at sætte fuglekasser op og tilbyde fuglefoder, så flere insektædende fugle får gode forhold i haver og grønne områder.

Selvom egeprocessionsspinderen endnu ikke er registreret i Randers Kommune, følger kommunen udviklingen tæt og står klar til at handle hurtigt, hvis den uønskede larve skulle finde vej til området.