Fritid

Randers ændrer reglerne for støtte til frivillige foreninger

Ny ansøgningsproces skal give sociale foreninger tidligere svar og bedre mulighed for at planlægge årets aktiviteter

Søren Greve
Af Søren Greve 12. juni 2026

Frivillige sociale foreninger i Randers Kommune får fremover tidligere besked om kommunal støtte. Kommunen ændrer nemlig ansøgningsprocessen for de såkaldte paragraf 18-midler, så midlerne kan udbetales allerede i januar.

Den nye model betyder, at foreninger skal søge om støtte til 2027 i perioden fra 1. juli til 1. september 2026. Ansøgningerne behandles af Social- og arbejdsmarkedsudvalget i november, hvorefter midlerne udbetales i januar 2027.

Tidligere har ansøgningsfristen været den 1. februar med udbetaling senere på foråret.

Skal styrke planlægningen

Ifølge Randers Kommune er ændringen blandt andet sket efter ønsker fra de frivillige sociale foreninger.

”De frivillige sociale foreninger gør en stor forskel for mennesker i udsatte livssituationer i Randers Kommune. Så vi er glade for at gå over til en ny proces, hvor foreningerne får tidligere besked og bedre mulighed for at planlægge deres aktiviteter og økonomi fra årets begyndelse,” siger Karina Hjorth, formand for Social- og arbejdsmarkedsudvalget.

Kommunen peger på, at foreningerne gennem flere år har efterlyst en model, hvor de allerede ved begyndelsen af budgetåret kender deres økonomiske rammer og dermed bedre kan planlægge deres aktiviteter.

Støtten målrettes fortsat socialt udsatte

Randers Kommune uddeler hvert år støtte til frivillige sociale foreninger og organisationer, der arbejder med socialt udsatte borgere.

Det er fortsat et krav for at modtage støtte, at aktiviteterne retter sig mod socialt udsatte børn, unge eller voksne bosat i Randers Kommune.

Ansøgningerne vurderes blandt andet ud fra målgruppe, indsats, graden af frivillighed, hvor mange borgere der får gavn af tilbuddet, samt hvilke udgifter der søges støtte til. Kommunen oplyser, at kriterierne og pointsystemet i store træk videreføres fra 2026 til 2027.

Tilpasses ny lovgivning

Ændringen sker samtidig som følge af ny lovgivning på området. Med Barnets Lov og Ældreloven opdeles reglerne for kommunal støtte til frivillige sociale foreninger efter alder.

I Randers Kommune bliver ansvaret for støtte til borgere mellem 0 og 66 år placeret i Social- og arbejdsmarkedsudvalget, mens Omsorgsudvalget får ansvaret for støtte til borgere på 67 år og derover.

Foreninger, der arbejder på tværs af aldersgrupper, skal dog fortsat kun henvende sig ét sted.

”Vi ønsker, at det skal være så enkelt og overskueligt som muligt at søge støtte til frivilligt socialt arbejde. Derfor fastholder vi én indgang for foreninger, der arbejder med børn, unge, voksne og familier på tværs af alder, samtidig med at vi tilpasser ordningen til den nye lovgivning,” siger Karina Hjorth.

Ansøgning om puljemidler til 2027 kan indsendes fra 1. juli 2026 via kommunens hjemmeside.