Sommeren er for alvor lig med byfester, sommerfester og lokale arrangementer rundt om i Randers Kommune. Flere lokalsamfund har allerede taget hul på sæsonen, og både Stevnstrup, Helsted og Mellerup har vist, hvordan frivillige kræfter kan samle borgere på tværs af alder, interesser og hverdagsfællesskaber.
Byfesterne er mange steder en fast del af sommeren. Her bliver telte rejst, aktiviteter planlagt, børnene løber mellem arrangementerne, og naboer får mulighed for at mødes på en anden måde end til daglig.
Ifølge Henning Munkholm Eriksen, formand for Landdistriktsudvalget i Randers Kommune, spiller de lokale arrangementer en vigtig rolle.
“Det er fantastisk at se, hvordan frivillige kræfter skaber liv og fællesskab i lokalsamfundene. Byfesterne er meget mere end et program med aktiviteter. De er med til at binde mennesker sammen, styrke relationer og gøre det attraktivt at bo og leve i de mindre lokalsamfund i Randers Kommune,” siger han.
En uge med aktiviteter i Stevnstrup
I Stevnstrup blev sommerfesten holdt fra den 24. til 30. maj med aktiviteter for både børn, unge og voksne.
Programmet bød blandt andet på fodboldstævne, fællesspisning, banko, børneaktiviteter, musik, fest og hønseskidning. For arbejdsgruppen bag festen handler ugen dog om mere end selve programmet.
“Det viser virkelig det sammenhold, vi har i Stevnstrup. Det er en hel uge, hvor folk mødes på kryds og tværs, og hvor man får snakket med nogen, man måske ellers kun hilser på i hverdagen. Det styrker relationerne i byen og er med til at binde os sammen som lokalsamfund,” siger Simon Mikkelsen, formand i I.F. Alliancen og medlem af arbejdsgruppen bag Stevnstrup Sommerfest.
Læs også:
Helsted Dagene er tilbage
Også i Helsted har fællesskabet fået nyt liv. Helsted Dagene blev afholdt fra den 28. til 30. maj efter et par års pause.
En ny gruppe frivillige har taget over og fået byfesten tilbage på benene med fællesspisning, aktiviteter, børnearrangementer, fodboldstævne og fest.
“For et par år siden blev håndklædet kastet i ringen, men heldigvis er der nu en masse nye kræfter, som har taget over og arbejdet hårdt for at få Helsted Dagene op at stå igen. For Helsted skal have et sted, hvor vi kan samles og mødes på kryds og tværs. Fodboldklubben er omdrejningspunktet, men vi håber, at Helsted Dagene kan samle hele lokalområdet fremadrettet. Det er en byfest for alle,” siger Trine Damborg, som er med i arbejdsgruppen bag Helsted Dagene.
Til Helsted Dagene var der mødt over 200 personer op til banko om torsdagen.
Overskud går tilbage til Mellerup
I Mellerup blev sommerfesten holdt fra den 28. til 30. maj. Her er festen både en social begivenhed og en måde at skabe konkrete forbedringer i lokalområdet.
Overskuddet fra sommerfesten går direkte tilbage til området og har tidligere været med til at finansiere blandt andet legeplads, hjertestarter og lys på Fællern.
“Mellerup Sommerfest er noget, der samler både byen og området omkring den. Det er nogle dage, hvor folk mødes på kryds og tværs, og hvor mange lokale kræfter hjælper til med at skabe liv og fællesskab. Og så betyder det meget, at opbakningen til sommerfesten også kan mærkes bagefter. Når folk køber en billet, giver en hånd med eller støtter op om festen, er de med til at gøre en konkret forskel for lokalområdet,” lyder det fra Sommerfestudvalget i Mellerup.
I Mellerup går overskuddet fra sommerfesten direkte tilbage til lokalområdet.
De tre fester viser på hver deres måde, hvordan lokale ildsjæle er med til at holde liv i fællesskabet i Randers Kommunes byer og landsbyer.
Kommende byfester i Randers Kommune
Her er et overblik over en række kommende byfester, sommerfester og lokale arrangementer i Randers Kommune.
FSI Sommerfest i Purhus – 7.–13. juni
Spentrup Byfest – 10.–13. juni
Hornbæk Byfest – 11.–13. juni
Harridslev Sommerfest – 11.–13. juni
Sportsfest i Assentoft – 12.–13. juni
Hørning Sommerfest – 12.–13. juni
Øster Tørslev Sommerfest – 18.–20. juni
Asferg Byfest – 21.–23. august
Romalt Byfest – 28. august
Værum – 29. august
Uggelhuse Byfest – weekenden i uge 34
Læs også: