Erhverv
Dansk på jobbet styrker fællesskabet hos MAKEEN Energy
Internationale medarbejdere i Randers får danskundervisning i arbejdstiden gennem samarbejde med Sprogcenter Randers
Hos MAKEEN Energy i Randers mødes medarbejdere fra mange forskellige lande til hverdag. Nu er det danske sprog blevet en del af arbejdsdagen gennem et samarbejde mellem virksomheden og Sprogcenter Randers.
To gange om ugen rykker undervisere fra Sprogcenter Randers ud på arbejdspladsen, hvor internationale medarbejdere får mulighed for at lære dansk i arbejdstiden. Formålet er både at styrke sproget, trivslen og fællesskabet på arbejdspladsen.
Undervisning tæt på hverdagen
Ifølge Randers Kommune giver det god mening at placere undervisningen dér, hvor sproget skal bruges.
“Vi er meget glade for at samarbejde med virksomheder som MAKEEN, som gør det muligt at bringe danskundervisningen helt ud på arbejdspladsen og tilpasse den til virksomhedens travle hverdag,” siger Karina Hjorth, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Randers Kommune og tilføjer:
“Det har en tydelig effekt på kursisternes engagement. Når undervisningen foregår dér, hvor sproget skal bruges, kan medarbejderne afprøve nye ord og vendinger med det samme for eksempel i kantinen eller til møder. Det giver både hurtigere læring og større mod til at bruge sproget i praksis, og det er derfor Sprogcenter Randers tilbyder fleksible forløb til virksomheder, der efterspørger undervisning.”
Læs også:
Sproget som vej ind i fællesskabet
For medarbejderne handler undervisningen ikke kun om grammatik og ordforråd. Den handler også om at kunne tage del i hverdagen og fællesskabet på arbejdspladsen.
MAKEEN-medarbejder Bruno Magalhães fra Portugal fremhæver fleksibiliteten som afgørende.
“Fleksibilitet er nøglen. Mit arbejde er travlt og varierer meget, så det betyder meget, at undervisningen kan foregå på arbejdspladsen,” siger han og peger på fordelene ved at lære dansk:
“Selvom jeg arbejder på engelsk, viser det at lære dansk, at man gør en indsats for at blive en del af fællesskabet.”
En investering i fremtiden
Også Carlos Lima fra Brasilien oplever, at danskundervisningen har betydning. Han har arbejdet i MAKEEN i 12 år og kom til Danmark for fire år siden.
“Det var et kulturelt chok at komme til Danmark. Her er meget mere stille sammenlignet med Brasilien. Og selvom jeg ikke ved, hvor jeg er om 10 år, så ved jeg, at det er en investering i min fremtid at lære dansk. Det åbner døre.”
Styrker tryghed og relationer
Hos MAKEEN Energy ser man samarbejdet med Sprogcenter Randers som en vigtig del af indsatsen for internationale medarbejdere.
“Jeg tror på, at der er mange værdifulde effekter i, at vores udenlandske medarbejdere forstår dansk og kan deltage i kommunikation på dansk. Det styrker både integrationen og relationerne på arbejdspladsen. At kunne forstå og tale dansk gør det også lettere at forstå dansk kultur, normer og humor. Sproget hjælper med at afkode forventningerne på arbejdspladsen og giver en større tryghed i rollen som medarbejder,” siger Charlotte Olesen, Head of Group People & Culture hos MAKEEN.
Hun understreger, at indsatsen også handler om medarbejdernes trivsel.
“Det er en investering i vores medarbejderes velbefindende, tilfredshed og tryghed.”
Læs også: