Forbruger
Sommeren kan give hesteejere ekstra udfordringer på folden
Varme, insekter, giftige planter og frisk græs kræver ekstra opmærksomhed, når heste tilbringer flere timer ude i sommermånederne.
Sommeren giver mange heste mere tid på folden, frisk græs og bedre mulighed for bevægelse og social kontakt.
Men den varme årstid kan også give udfordringer for hesteejere. Ifølge Agria Dyreforsikring bør danske hesteejere være særligt opmærksomme på blandt andet hedeslag, insektbid, forfangenhed og giftige planter.
Dagligt tilsyn er vigtigt
Heste på døgnfold bør tilses hver dag. Små sår efter spark, bid eller insektstik kan hurtigt udvikle sig i varmt og fugtigt vejr, og tidlig behandling kan mindske risikoen for infektioner.
Samtidig bør heste vænnes gradvist til frisk sommergræs. Når hesten begynder at spise nærende græs, kan risikoen for forfangenhed stige. Ifølge Agria kan en hest blive forfangen på blot få timer, og derfor bør tilvænningen ske over et par uger.
Læs også:
Hold øje med øjne, flåter og insekter
Sommeren kan også give rindende øjne hos heste. Fluer og stærkt sollys kan irritere øjnene og i nogle tilfælde føre til betændelse, der kræver behandling. Hvis hesten skeler eller har rindende øjne med tykt sekret, bør dyrlægen kontaktes.
Flåter er en anden risiko. De kan overføre sygdommen anaplasmose, som blandt andet kan give feber, hævede ben, ændret gang og sløvhed. Derfor anbefales det at tjekke hesten og fjerne flåter hurtigt.
Insektbid og sommereksem kan desuden forebygges med eksempelvis insektspray, fluemaske og insektdækken.
Gennemgå folden
Hesteejere bør jævnligt gennemgå folden for giftige planter. På nedbidte eller tørre folde kan heste finde på at spise planter, de normalt ville undgå.
Blandt de farlige planter er taks, alsikekløver og agern fra egetræer, som kan skade både lever, nyrer og fordøjelse. Ved mistanke om, at hesten har spist giftige planter, bør dyrlægen kontaktes straks.
Vand, skygge og sikre hegn
Heste skal have adgang til frisk drikkevand hele døgnet. De bør samtidig ikke drikke fra stillestående vandhuller, hvor alger kan give forgiftning og maveproblemer.
På varme dage er skygge også vigtig. Især heste med lyse eller upigmenterede muler kan blive solskoldede, og solcreme til dyr eller ophold i stalden midt på dagen kan være nødvendigt.
Endelig bør hegnene på folden kontrolleres jævnligt. Løse eller slappe hegn kan give alvorlige skader, hvis heste vikler sig ind i dem. Græs og buske bør desuden holdes væk fra elhegnet, så strømmen fungerer optimalt.
Læs også: