Sport

André Rømer stopper i Randers FC

Den rutinerede midtbanespiller forlader klubben, når hans kontrakt udløber ved udgangen af juni

Søren Greve
Af Søren Greve 28. maj 2026

André Rømer er færdig i Randers FC.

Den 32-årige midtbanespiller forlader klubben, når hans kontrakt udløber den 30. juni. Det oplyser Randers FC, der samtidig sender en tak til Rømer for indsatsen gennem hans to perioder i klubben.

André Rømer har samlet spillet 142 kampe for Randers FC. Det er blevet til 13 mål og 12 assists i den lyseblå trøje.

Vigtig profil i to perioder

Rømer vendte tilbage til Randers FC i sommeren 2024 og blev hurtigt en del af det hold, der sluttede på fjerdepladsen i 3F Superligaen i sæsonen 2024/25.

Hans første periode i klubben begyndte i 2018, hvor han kom til fra OB. I Randers FC fik han for alvor sat gang i karrieren, og han var blandt andet viceanfører under Thomas Thomasberg.

De stærke præstationer i Randers førte i 2021 til et skifte til svenske Elfsborg. Senere vendte han tilbage til dansk fodbold i FC Midtjylland, hvor han var med til at vinde det danske mesterskab, inden han igen drog til Kronjylland.

Klubben roser Rømer

I Randers FC lægger fodbolddirektør Søren Pedersen vægt på, at Rømer har haft stor betydning både sportsligt og menneskeligt.

“André har gennem begge sine perioder i Randers FC været en utrolig vigtig spiller for klubben. Han har bidraget med stor kvalitet, erfaring og lederskab både på og uden for banen, og samtidig har han været en person, som har betydet meget for fællesskabet i truppen og omkring holdet.”

“Vi har haft en god dialog omkring fremtiden, og i den forbindelse har vi også været ærlige omkring, at vi ikke har kunnet tilbyde den spilletid, som André naturligt ønsker på det her tidspunkt i karrieren. Derfor giver det god mening for begge parter at gå hver til sit.”

“Vi vil gerne takke André for indsatsen i Randers FC og ønsker ham alt det bedste fremover,” siger fodbolddirektør Søren Pedersen.

Rømer takker fans og klub

André Rømer ser selv tilbage på tiden i Randers FC med taknemmelighed.

“Det er altid vemodigt at sige farvel. Jeg har haft en god tid over to omgange i Randers FC, og jeg kommer til at savne hverdagen, menneskerne og fællesskabet omkring klubben. Jeg er utrolig taknemmelig for den opbakning, jeg altid har mærket fra fansene og alle omkring Randers FC, og jeg ønsker klubben alt det bedste fremover,” siger André Rømer.

Randers FC ønsker midtbanespilleren held og lykke med næste skridt i karrieren.