Hvidsten Kro

Hvidsten Kro

Hvidsten Kro er en gammel, traditionel landevejskro, der samtidig bærer titlen som ”kgl. privilegeret kro”. Kroen ligger i den lille landsby Hvidsten, der ligger 12 km. nord for Randers og altså tilhører Randers Kommune.

Allerede under Margrethe 1. - altså helt tilbage til år 1396 - kom der en befaling fra Kongehuset om, at der skulle bygges en kro for hver 4. mil, så rejsende havde mulighed for at få en billig overnatning samt lidt mad og drikke. Det var nemlig i denne periode, at landsbyerne begyndte at blive forbundet af landeveje, og det var derfor mere relevant end nogensinde før. Dengang kunne en rejse på 11 km. imellem to byer snildt tage hele dagen, da vejforholdene var virkelig dårlige.

I og med at Hvidsten Kro fik titlen som kgl. privilegeret kro, betød det også, at kroen kun måtte huse rejsende udefra og altså ikke de lokale fra byen.

 

En rig og dramatisk historie

Kroen startede sit virke som en ganske almindelig kro på lige fod med så mange andre i landet, men ingen havde forudset hvor dramatisk en historie, der lurede i horisonten. Siden 1884 har kroen været familieejet og tilhørt Fiil-familien, der spillede en stor rolle under den danske modstandskamp under 2. Verdenskrig. Den daværende ejer under krigen, Marius Fiil, stod nemlig i front for modstandsbevægelsen Hvidstengruppen, der var med til at modtage våben og sprængstof fra faldskærme. Inden for kort tid blev hele familien Fiil og flere personer involveret i modstandskampen. Historien endte desværre ganske tragisk, da Marius Fiil og også en stor del af hans familie blev arresteret af Gestapo i 1943 og senere henrettet eller fængslet.

Hvidstengruppen blev udover blot at være en modstandsbevægelse også en frontfigur for den danske modstandskamp, der for alvor fik vind i sejlende under deres virke. Marius og Gudrun Fiil formåede derfor at sætte et særligt aftryk på kroen og er stadig en stor del af historien bag. Hele historien er desuden portrætteret super fint i den danske filmsucces ”Hvidstengruppen”, der havde premiere tilbage i 2012. Kroen har desuden været fredet siden 1987.

 

Hvordan står det til med kroen i dag?

I dag er kroen stadig familieejet og drives nu af 5. generation, hvilket skaber en god rød tråd igennem kroens rige historie. Kroens signaturret er i dag den såkaldte ”flæskeæggekage”, der er lavet på baggrund af den originale opskrift fra Gudrun Fiil.

Hvidsten Kro har uden tvivl sat sit tydelige aftryk på Hvidsten som by, og du kan derfor opleve to mindesten i byen, der er blevet sat op til ære for den danske modstandsbevægelse.

Ønsker du at vide endnu mere om den historiske kro og grave dybere ned i arkivet, kan du aflægge et besøg hos Hvidsten Kro Museum, der ligger placeret i den gamle lade lige ved siden af kroen. Det er derfor helt oplagt til en eftermiddag i historiens tegn, der kan afsluttes med et lækkert måltid mad på kroen. Har du lyst til at grave endnu dybere, kan du finde masser af materiale om kroen hos bl.a. rigsarkivet.

Tilbudsaviser og magasiner m.m:


Regionale nyheder