Alarm 112

73-årig mand afgået ved døden efter brand i ældrebolig

Redaktion
Af Redaktion 7. marts 2024

Onsdag morgen kl. 08.45 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en bolig på Mosealléen i Tilst.

Politi, ambulance og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor der ved myndighedernes ankomst var usikkerhed om, hvorvidt beboerne på stedet var ude eller ej.

Kort tid efter blev en person fundet indebrændt i boligen. Vedkommende er med stor sandsynlighed den 73-årige mandlige beboer, som var afgået ved døden som følge af røg- og brandudviklingen i huset.

De pårørende blev underrettet, og i løbet af de kommende dage skal der foretages nærmere brandundersøgelser af stedet for at få fastlagt en endelig brandårsag.

De indledende undersøgelser har ikke vist tegn på, at der er foregået noget mistænkeligt. Branden er formentligt opstået i boligen omkring en stol, hvori afdøde blev fundet.

Enkelte øvrige beboere i nærtliggende boliger blev tilset i en ambulance, men ingen øvrige var umiddelbart kommet til skade. Østjyllands Politi har ikke umiddelbart yderligere kommentarer til sagen, som politiet betegner som en tragisk hændelse.