Alarm 112

51-årig mand savnes – politiet efterlyser vidner og hjælp fra offentligheden

Sidst set ved Rema 1000 på Godsbanen den 12. oktober

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 22. oktober 2025

Nordjyllands Politi efterlyser nu den 51-årige Samuel Andres Alvarado Rios, som familien ikke har set i flere dage – og derfor er blevet bekymrede for ham.

”Og det er vi også,” indleder politikommissær ved Nordjyllands Politi Henrik Kjær Hansen, ”da vores foreløbige undersøgelser desværre ikke har kunne lokalisere ham eller tilvejebringe viden om, hvor han måtte have taget ophold.”

Ifølge politiet blev den savnede mand sidst set ved Rema 1000 på Godsbanen i det centrale Aalborg den 12. oktober 2025 sidst på eftermiddagen. På butikkens overvågningsbilleder ses han, mens han foretager et indkøb i form af seks øl – en såkaldt sixpack.

Med familiens accept deler politiet nu både disse billeder og et andet foto af den savnede i håb om, at nogen kan genkende ham.

Sporet forsvinder i Jyllandsgade

Politiet oplyser, at Samuel Andres Alvarado Rios efter sit indkøb gik til fods ad Jyllandsgade i østlig retning – mod Karolinelund. Det skete omkring klokken 17.05 den 12. oktober.

”Derfra fortaber sporet sig for nuværende for os af hans færden, men det er vores håb, at denne offentlige efterlysning kan gøre, at nogle borgere retter henvendelse til os – enten fordi de har set den savnede mand, eller ved, hvor han måtte have taget ophold. Måske har man som borger lagt mærke til hans tydelige trøje og den sixpack øl, som han medbragte.”

Politiet efterforsker fortsat

Politiet foretager i øjeblikket en række yderligere efterforskningsskridt, herunder gennemsyn af forskelligt overvågningsmateriale, og der skal foretages en række vidneafhøringer i sagen.

Oplysninger modtages på 114

Har man oplysninger om Samuel Andres Alvarado Rios, opfordrer Nordjyllands Politi til, at man straks ringer på telefon 114.