Nyheder

50 millioner skal gøre erhvervsuddannelser grønnere: Flere skoler får støtte

Villum Fonden sender knap 50 millioner kroner ud til erhvervsskoler i hele landet – med fokus på nye grønne forløb, opkvalificering af lærere og undervisning tættere på virksomhedernes behov.

Maria Just
Af Maria Just 14. januar 2026

Erhvervsuddannelserne får nu et markant løft i den grønne retning. Villum Fonden støtter en række erhvervsskoler landet over med i alt knap 50 millioner kroner, så uddannelserne kan få mere bæredygtighed og grøn omstilling ind i undervisningen.

Støtten gives gennem fondens pulje “Grønnere EUD” og skal blandt andet bruges på nye undervisningsforløb, særlige grønne linjer og bedre rammer for undervisningen.

Grønne kompetencer ind i hverdagen på skolerne

Ifølge Villum Fonden er formålet at ruste fremtidens faglærte til de krav, som erhvervslivet møder i en tid med omstilling.

Ole Laursen, uddelingschef i Villum Fonden, siger:

Behovet for nye kompetencer inden for grøn omstilling er stort, og her spiller de faglærte en vigtig rolle. Vi vil gerne bidrage til, at erhvervsskolerne kan give eleverne den viden og de færdigheder, der bliver efterspurgt, og som er helt nødvendige for den grønne omstilling.

Fonden peger på, at pengene også kan gå til kompetenceudvikling af undervisere, samarbejder med virksomheder og indretning af lokaler, der understøtter grøn undervisning.

TEC vil styrke grøn logistik og automatik

En af skolerne, der får støtte, er Erhvervsskolen TEC. Her er planen at udvikle ny undervisning målrettet lager- og logistikbranchen, blandt andet på uddannelserne til lageroperatør og automatiktekniker.

Per Nørregaard, klimaerhvervsskolechef på TEC, siger:

Vi er utrolig glade for bevillingen fra Villum Fonden. Fx. kan vi nu lave en slags mini-virksomhed, hvor fremtidens automatikteknikere og lageroperatører kan arbejde sammen om at løse opgaver på et fuldautomatiseret lager – ligesom de kommer til ude i virkeligheden. De lærer at reducere energiforbrug og minimere spild i praksis. Det er en viden, som eleverne bærer med sig videre ud i branchen.

Hadsten og Aalborg: Byggeri og fødevarer i grønt fokus

Også Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten er blandt modtagerne. Her skal både undervisere og ledelse klædes på til at forstå og formidle ny viden om bæredygtigt byggeri i tømrerfaget.

Ved Techcollege i Aalborg etableres der på en nedlagt gård blandt andet udekøkkener, så elever kan arbejde konkret med hele fødevarekæden – fra mark til menu – med fokus på bæredygtighed, grøn fødevareproduktion og regenerativt landbrug.

Fonden: Faglærte skal omsætte grøn viden til løsninger

Villum Fonden understreger, at erhvervsuddannelserne er centrale, når grøn omstilling skal blive til noget i praksis.

Ole Laursen siger:

Erhvervsuddannelserne er en hjørnesten i den grønne omstilling. De skal levere de faglærte, der kan omsætte grøn viden til konkrete løsninger. Derfor er vi glade for at kunne støtte disse initiativer, der vil bidrage til et stærkere og grønnere samfund,