Del på Facebook   Print siden

40 år med vindkraft: Fra 200 små møller til knap 5.000 kæmper

Danmarkidag
Fredag 3. maj 2024 kl. 06:00

40 år med vindkraft: Fra 200 små møller til knap 5.000 kæmper

Udviklingen af vindmøller i Danmark er gået stærkt siden 1980'erne. I 1983 var der registreret ca. 200 vindmøller - i 2023 var antallet vokset til knap 5.000. Samtidig er møllerne blevet mange gange større og kraftigere: Hvor en mølle i 1983 gennemsnitligt kunne forsyne 25 husstande med strøm, var kapaciteten i 2023 vokset til ca. 800 husstande. I dag står vindmøller for lidt over halvdelen af strømproduktionen i Danmark.

De seneste 40 år har vindmøller forandret det danske landskab og de danske farvande. Der er kommet mange flere af dem, og de er blevet betydeligt større og kraftigere. De største vindmøller i dag er højere end pylonerne på Storebæltsbroen.

Danmarks Statistik har set på udviklingen af vindmølleparken i Danmark siden begyndelsen af 1980’erne, hvor kapaciteten begyndte at fylde.

Allerede sidst i 1970’erne begyndte lidt større vindmøller så småt at dukke op i landskabet: I 1978 var der registreret 11 møller med en kapacitet på mindst 25 kW, dvs. at fx små husstandsmøller ikke er talt med. Størrelsen på disse større møller var dog stadig beskeden set ud fra de standarder, der er almindelige i dag.

I 1979 kom den første - efter datidens forhold - store mølle på op mod 1.000 kW rejst af højskolen TVIND med hjælp fra Danmarks Tekniske Universitet. Midt i 1980’erne tog den danske vindmølleindustri for alvor fart og har udviklet sig til det, vi kender i dag.

I 1983 var der registreret ca. 200 vindmøller i Danmark, alle opstillet på land. Ti år senere var antallet mere end tidoblet til ca. 3.200 møller – heraf nogle af de første havmøller, som der var registreret 11 styk af i 1993. Yderligere ti år senere, i 2003, var det samlede antal møller vokset til ca. 5.200 - tæt på det antal, vi har i dag. Ved udgangen af 2023 var der ca. 4.800 vindmøller i Danmark.

”Gennem de seneste 40 år har udviklingen af vindmøller i Danmark være markant. I dag fylder vindmøller meget - på mange måder. Først og fremmest ift. strømforsyning, men også ift. arbejdspladser, erhvervsudvikling og rent visuelt på ift. den måde, de har forandret landskabet på”, siger specialkonsulent hos Danmarks Statistik, Ole Olsen.

Moderne møller producerer 25 gange mere strøm
I 1983 var den gennemsnitlige kapacitet for en vindmølle 56 kW, dvs. nok til at forsyne knap 100 husstande, hvis det blæste optimalt hver dag året rundt. På grund af skiftende vindforhold er en mølle dog i gennemsnit kun ca. 25 pct. effektiv. En kapacitet på 56 kW kan derfor som gennemsnit forsyne ca. 25 husstande med strøm på årsbasis

Møllernes kapacitet har udviklet sig støt opad frem til i dag, hvor gennemsnitskapaciteten ligger på ca. 1.500 kW, nok til at forsyne ca. 3.200 hustande med strøm under optimale vindforhold – med 25 procents effektivitet er det nok til ca. 800 hustande. Effektiviteten med store vindmøller er dog reelt højere end tidligere; op til 40 pct. hvis en høj mølle fx er placeret i Nordsøen, hvor det blæser mere end på land.

Mere og mere strøm fra havvindmøller
Siden havmøllerne indtog de danske farvande først i 1990’erne, har de produceret en stadig større andel af den samlede strøm fra vindmøller.

Aktuelt findes der ifølge Energistyrelsens Vindmøllestamregister 648 havvindmøller og 4.137 landvindmøller over 25 kW. Det svarer til, at ca. hver 8. mølle står til havs, men da havvindmøllerne er en del større end landmøllerne, står de for 1/3 af den samlede kapacitet.

Den gennemsnitlige kapacitet for en landvindmølle er aktuelt lidt under 1.200 kW, hvor gennemsnitskapaciteten for en havvindmølle er på ca. 3.800. Den markant højere kapacitet pr. mølle hænger sammen med, at havmøllerne typisk er væsentligt højere og større end landmøllerne

Vindmøller leverer halvdelen af strømforbruget i dag
Vindmøller har gennem de sidste 40 år udgjort en støt stigende del af den samlede strømproduktion. I perioden 1984-88 var andelen af strøm produceret af vindmøller kun på 0,5 pct., og dermed reelt næsten usynlig. I perioden 2019-2023 leverede vindmøller mere end halvdelen (54 pct.) af strømproduktionen i Danmark.

Og det ser ud til, at vindmøller kommer til at fylde endnu mere, påpeger Ole Olsen.

”Der har i en længere årrække været et bredt politisk ønske om at øge vindmøllekapaciteten, både på land og til havs, fx senest i klimaaftalen fra 2022. Så det tegner til, at vindmøller vil komme til at fylde endnu mere i fremtiden - både fysisk i landskabet og på vandet ift. deres andel af den samlede strømproduktion”, siger han.

Flest møller i Vestjylland
Der er markante geografiske forskelle på, hvor i landet vindmøllekapaciteten er placeret. I alle kommuner i Jylland og på Fyn er der ifølge Vindmøllestamregisteret opstillet landvindmøller med en kapacitet på 25 kW eller derover. Men i næsten halvdelen af kommunerne på Sjælland, er der ikke opstillet landvindmøller af den størrelse, hvilket kan ses i lyset af tilgængelighed af større åbne landområder.

Vestjylland er højt repræsenteret målt i vindmøllekapacitet. Landvindmøllerne placeret i Ringkøbing-Skjern Kommune har med ca. en halv mio. kW Danmarks absolut største kapacitet på land. Thisted Kommune kommer ind som nummer to med en kapacitet på ca. 280.000 kW. Lolland er nummer tre, da der her er opstillet en kapacitet på ca. 270.000 kW.

Det skal bemærkes, at en landvindmølle, som er placeret i en given kommune, kun undtagelsesvist ejes af den pågældende kommune. Langt de fleste møller ejes af energiselskaber, private møllelaug eller enkeltpersoner, fx landmænd.

Havvindmøllerne, som ikke på samme måde kan kobles til kommunegrænser, har også den klart største kapacitet i det vestjyske: De største havvindmølleparker står ud for Esbjerg (kaldet Horns Rev 1, 2 og 3), hvor i alt 220 møller samlet har en kapacitet på næsten 770 MW. Den næststørste havvindmøllepark står ud for Møn (Kriegers Flak), hvor 72 møller har en samlet kapacitet på ca. 600 MW. Nummer tre er Anholt Havmøllepark i Kattegat, hvor 111 møller har en samlet kapacitet på ca. 400 MW. Danmark har 15 etablerede havvindmølleparker.

FAKTA

• I denne artikel er kun medtaget møller med en kapacitet større end 25 kW.
• Beregningerne af kapacitet er foretaget ud fra tal fra Energistyrelsen.
• Fakta om havvindmøller er fra Energistyrelsen https://ens.dk/ansvarsomraader/vindmoeller-paa-hav/fakta-om-vindenergi-paa-hav
• Kapaciteten er et udtryk for, hvor meget strøm der maksimalt kan produceres pr. time, dvs. hvis vindforholdene er optimale hele tiden. Hvor meget en mølle reelt leverer afhænger af, hvor meget det blæser. På land vil en mølle over tid typisk producere 20-35 pct. af sin maksimale effekt.
• Produktionen af strøm fra vindmøller varierer meget, men i kraft af energisamarbejde med Norge, Sverige, Tyskland, Holland og fra slutningen af 2023 også Storbritannien kan overskudsstrøm eksporteres, ligesom der kan importeres, når der mangler vindmøllestrøm, eller det i øvrigt er optimalt. Samlet set har Danmark i mange år været nettoimportør og på denne måde dækket 10-15 pct. af behovet for elektricitet.
• Statistik om energiproduktion og -forbrug indgår også i Danmarks Statistiks formidling. Se nærmere under temaet ”Miljø og energi”.




© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Danmarkidag

10 tips til bedre it-sikkerhed i ferien
10 tips til bedre it-sikkerhed i ferien
Danmarkidag
Skader for 40 millioner kroner sidste år: Mange danskere oplever utryghed ved løse hunde
Skader for 40 millioner kroner sidste år: Mange danskere oplever utryghed ved løse hunde
Danmarkidag
Bliver du ramt af nostalgi? Den legendariske Nimbus genopstår - som el-cykel
Bliver du ramt af nostalgi? Den legendariske Nimbus genopstår - som el-cykel
Danmarkidag
Falck klar til at udbrede løsning: Adgang til krisepsykolog kan hjælpe øjenvidner
Falck klar til at udbrede løsning: Adgang til krisepsykolog kan hjælpe øjenvidner
Danmarkidag
Forløbsplaner kan nu også findes på sundhedsjournalen
Forløbsplaner kan nu også findes på sundhedsjournalen
Danmarkidag
Alm. Brand forlænger aftale med Håndboldkvinderne og bliver ny sponsor for Håndboldskolerne
Alm. Brand forlænger aftale med Håndboldkvinderne og bliver ny sponsor for Håndboldskolerne
Danmarkidag
Mange ved ikke, hvor strømmen kommer fra, men interesserer sig for elpriserne
Mange ved ikke, hvor strømmen kommer fra, men interesserer sig for elpriserne
Danmarkidag
Stigning i stress blandt unge danskere: Ny app kan hjælpe
Stigning i stress blandt unge danskere: Ny app kan hjælpe
Danmarkidag
Nordea-fonden åbner pulje på 40 mio. kr. til naturprojekter
Nordea-fonden åbner pulje på 40 mio. kr. til naturprojekter
Danmarkidag
3F mener, at kriminelle skal frakendes ret til at drive virksomhed - hvad mener du?
3F mener, at kriminelle skal frakendes ret til at drive virksomhed - hvad mener du?
Danmarkidag
Tilbudsaviser og magasiner m.m:
Regionale nyheder