Forbruger
4 ud af 5 danskere får for lidt frugt og grønt – nu går udviklingen den forkerte vej
Kun 17 procent vurderer selv, at de når anbefalingen om 600 gram frugt og grønt om dagen. Samtidig er andelen, der spiser grøntsager dagligt, faldet siden 2024
Danskerne vil gerne have flere grøntsager på tallerkenen, men for mange bliver ambitionen ikke omsat til handling i hverdagen.
En ny forbrugeranalyse fra Landbrug & Fødevarer med data fra Voxmeter viser, at 51 procent af danskerne spiser grøntsager hver dag. I 2024 var andelen 55 procent. Samtidig svarer 51 procent, at de gerne vil spise flere grøntsager, end de gør i dag.
Kun 17 procent vurderer selv, at de lever op til Fødevarestyrelsens anbefaling om 600 gram frugt og grønt om dagen. 38 procent kender ifølge analysen den officielle anbefaling.
Hverdagen spænder ben
Ifølge analysen er vaner, manglende inspiration, pris og oplevelsen af, at grøntsager kan være besværlige eller hurtigt blive kedelige, blandt de barrierer, der gør det vanskeligere at få mere grønt ind i hverdagen. 22 procent svarer, at grøntsager skal være nemme, ellers orker de dem ikke.
»Vi har ikke et motivationsproblem. Vi har en hverdagsudfordring. Danskerne vil gerne spise flere grøntsager, men hvis de opleves som tidskrævende, besværlige, eller svære at få ind i måltiderne, bliver de fravalgt. Derfor skal vi ikke bare fortælle folk, at de bør spise flere grøntsager. Vi skal gøre det lettere at vælge grøntsagerne til,« siger Line Munk Damsgaard, afdelingsleder for Ernæring & Forbrugeranalyse i Landbrug & Fødevarer.
Analysen viser desuden, at kvinder oftere spiser grøntsager dagligt end mænd. Det gælder 56 procent af kvinderne mod 45 procent af mændene. Blandt de 18-34-årige spiser 54 procent grøntsager hver dag.
Læs også:
Smag og friskhed vejer tungt
Når danskerne køber grøntsager, er smag, friskhed, kvalitet og sundhed de vigtigste faktorer. Pris og værdi for pengene kommer længere nede på listen, mens knap en tredjedel prioriterer, at grøntsagerne er produceret i Danmark.
»Det er et problem, at færre danskere spiser grøntsager hver dag, selv om de fleste gerne vil. Det viser, at gode intentioner ikke er nok. Hvis vi vil vende udviklingen, skal grøntsager være det nemme og oplagte valg. De skal smage godt, være inspirerende, have en pris, der giver mening, og være lette at få ind i en travl hverdag. Skal det lykkes har hele fødevarekæden et ansvar – fra producenter og detailhandel til kantiner, offentlige køkkener og restauranter,« siger Line Munk Damsgaard.
Grøntsagerne kommer især på bordet om aftenen
Grøntsager bliver ifølge analysen primært spist til aftensmaden og fylder væsentligt mindre ved dagens øvrige måltider.
»Danskerne vil gerne spise mere grønt, men grøntsager fylder næsten kun ved dagens sidste måltid. Der er altså et stort potentiale i at tænke grøntsager ind i frokosten og også gerne mellemmåltiderne,« siger Line Munk Damsgaard.
50 aktører med i Den Nationale Grøntuge
Analysen offentliggøres i forbindelse med Den Nationale Grøntuge. Landbrug & Fødevarer oplyser, at 50 aktører deltager i årets grøntuge med fokus på at inspirere danskerne til at få flere grøntsager ind i hverdagen.
»Hele 50 aktører deltager i år i den Nationale Grøntuge. Hver især benytter de ugen til at inspirere danskerne til at få flere grøntsager ind i hverdagen. Ikke med løftede pegefingre, men med gode idéer, nye smagsoplevelser og konkrete løsninger, der gør det lettere at vælge grønt,« siger Line Munk Damsgaard.
Læs også: