34-årig kvinde er ved retten i Randers kendt skyldig i at have begået voldtægt

28. januar 2023

34-årig kvinde idømt fængsel for seksuelt samvær med mindreårig

.

En 34-årig kvinde er ved retten i Randers kendt skyldig i at have begået voldtægt i form af at have haft samleje og andet seksuelt forhold med en 14-årig dreng. Episoden fandt sted på en adresse på Djursland i november sidste år.

Retten i Randers har fredag eftermiddag idømt en 34-årig kvinde ti måneders fængsel for at have haft seksuelt samvær med en 14-årig dreng, hvilket i straffeloven betegnes som voldtægt ved samleje med et barn under 15 år. Tre af de ti måneders fængsel blev gjort ubetinget.

Episoden fandt sted på en adresse på Djursland i starten af november sidste år, hvor den 34-årige kvinde ved retten var tiltalt for at have haft samleje af flere omgange med den 14-årige dreng. Hun var ligeledes tiltalt for at have udført oralsex på den 14-årige.

Jeg er overrasket over, at retten kun har valgt at idømme en straf på ti måneders fængsel, hvoraf størstedelen er gjort betinget til trods for, at den tiltalte er blevet kendt skyldig i det alvorlige forhold omkring seksuelt samvær, hvilket jeg naturligvis er tilfreds med. Men det undrer mig, at straffen ikke er strengere, når man ser på den strafskærpelse, der trådte i kraft 1. marts sidst år vedrørende seksuelle forhold med mindreårige, siger senioranklager Rosa Pape, der har ført sagen på vegne af anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Anklagemyndigheden vil nu overveje, om man ønsker at anke dommen.

Samme aften, hvor kvinden i dag er blevet kendt skyldig i at have begået ovenstående forhold, havde hun ifølge tiltalen også udsat en anden 14-årig og en 15-årig dreng for blufærdighedskrænkelse i form af uønskede berøringer.

Hun blev ved retten i Randers dog frifundet i de to forhold vedrørende blufærdighedskrænkelse.

Den 34-årige kvinde nægter sig skyldig og ankede dommen på de ti måneders fængsel til frifindelse. Hun blev løsladt efter dom.