Nyheder

3.200 cykelryttere fra hele verden deltager – heraf 7 fra Randers Cykleklub af 1910

Torsdag den 29. august og søndag den 1. september deltager over 3.200 cykelryttere fra hele verden i Gran Fondo World Championships, som afholdes i Aalborg. Gran Fondo World Championships er amatørrytternes svar på VM, og for at kunne deltage i finalen, der køres i Danmark i den kommende uge, skal man have kvalificeret sig via et af de mange Gran Fondo løb, der køres flere steder i hele verden.

3.200 cykelryttere fra hele verden deltager – heraf 7 fra Randers Cykleklub af 1910
Fællesfoto fra venstre: Rene Krebs, Per Schou, Jesper Høgsted, Jacques Stilling, Michael Jensen, Morten Holt
26. august 2024
Af Benedikte Jensen

Udover kvalifikation til finalen via de udvalgte kvalifikationsløb, kan man også kvalificere sig direkte ved at vinde det danske mesterskab for masterryttere.

RC1910’s Jacques Stilling blev i foråret dansk mester for masterryttere i enkeltstart og nr. 2 i linjeløbet ved master DM i klassen H30, og dermed kvalificerede han sig. Jacques deltog også i det danske Gran Fondo kvalifikationsløb, der blev kørt i Svendborg i starten af juni, og også her klarede han en tid, der gav kvalifikation til finalen.

Flere ryttere fra Randers Cykleklub klarede sig igennem kvalifikationsløbet i Svendborg i tider, der kvalificerede dem direkte til finalen: Morten Holt Brüner (også nr. 3 ved Master DM i H40 klassen), Per Schou Andersen, Michael Jensen og Jesper Høgsted.

Line Wasehus Ibsen kom ikke igennem kvalifikationsløbet i Svendborg pga. defekt, men har været så heldig at få et wildcard til finalen. Det samme har Martin Asvig, der ved Master DM vandt bronze i både enkeltstart og linjeløb i H35, og disse resultater var bl.a. medvirkende til, at han slap gennem nåleøjet til et wildcard.

Dermed er 7 ryttere fra Randers Cykleklub klar til at vise landsholdsfarverne frem i Aalborg, og klubbens tøjleverandør CAMPIONE med René Krebs i spidsen har sponsoreret flotte limited Edition landsholdstrøjer med klubbens tøjsponsorer påtrykt, så randrusianerne kan være reglementeret påklædt til løbet.

RC1910 rytternes deltagelse i Gran Fondo VM:

Torsdag den 29. august, enkeltstart:

  • Men19-34: Jacques Stilling
  • Men35-39: Martin Asvig
Enkelt foto af Martin Asvig

Søndag den 1. september, linjeløb:

  • Men19-34: Jacques Stilling
  • Men35-39: Martin Asvig
  • Men40-44: Morten Holt Brüner
  • Men40-44: Per Schou Andersen
  • Men50-54: Michael Jensen
  • Men50-54: Jesper Høgsted
  • Female35-39: Line Wasehus Ibsen
Enkelt foto af Line Wasehus Ibsen
Foto af Line Wasehus Ibsen og Per Schou efter sejr til dem begge i forrige weekend.

Kilde: Randers Cykleklub af 1910

Snotlers bringer julebal tilbage til Tante Olga

Læs også: Snotlers bringer julebal tilbage til Tante Olga

Tilmeld dig vores nyhedsbrev