Nyheder
2.100 borgere stemte: Vinderne af FRIVILLIGINITIATIVET 2024
2.100 borgere gav deres stemme til kende, da priserne for Frivilliginitiativet 2024 skulle uddeles. Førstepladsen gik til Foreningen for den sociale hundelegeplads.
Vinderne af Frivilliginitiativet 2024 blev kåret ved et festligt arrangement på Café GAIA Papaja den 8. april 2024.
Stort tillykke til vinderne af Frivilliginitiativet 2024:
1. Foreningen for den sociale hundelegeplads Randers
19,30 % af stemmerne
2. Venligboerne Randers
16,15 % af stemmerne
3. Cafe Rusfri
15,69 % af stemmerne
4. Hjerneskadeforeningen
15,51 % af stemmerne
5. LAP Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere
14,91 % af stemmerne
Foreningen for den sociale hundelegeplads Randers er en ny startet forening. De vandt 12.000 kr. fra Frivilliginitiativet 2024, og de vil forskønne indhegningen til hunde på Toldbodgade. De ønsker at etablere et sted, hvor socialt samvær er i hovedsæde, og hvor man kan mødes på tværs af sociale lag. Alle skal have mulighed for at komme til forskellige aktiviteter nede på hundelegepladsen, både med og uden hund. Amalie Lykke Sørensen, formand for den sociale hundelegeplads udtaler:
Der var så mange fede initiativer at stemme på, så vi er utroligt ydmyge og taknemmelige over al den støtte og opbakning, vi har fået til vores projekt. Forhåbentlig er det her første spadestik til etableringen af et naturskønt socialt værested, som dyrker fællesskabet i frivillighedens navn – også foreningerne imellem, for alle gør en fantastisk forskel.
Venligboerne Randers kom ind på en andenplads og vandt 10.000 kr. Venligboernes koncept er helt enkelt at møde folk med venlighed, være imødekommende og række hånden ud til dem, der har brug for hjælp. Venligboerne Randers har bl.a. en foodbank i VenligboHus og er lige startet op med fællesspisninger. Midlerne fra Frivilliginitiativet 2024 skal anvendes til at forskønne VenligboHus. Steffen Sand, bestyrelsesmedlem i Venligboerne Randers, fortæller:
Vi er meget glade for andenplads, for der var rigtig mange andre gode initiativer, der havde ansøgt. Så tak til alle, der har stemt på os, og som bakker op om os, så vi kan skabe endnu mere Venlighed i verden
Hjerneskadeforeningen fik en fjerdeplads og vandt 10.000 kr. Per Kristiansen, formand for Hjerneskadeforeningen udtaler:
Vi er en forening med en helt ny bestyrelse, og for os er det en stor hjælp at have vundet pengene fra Frivilliginitiativet 2024. Så kan vi arrangere oplevelsesture ud af huset for vores medlemmer.
2.100 borgere har stemt på deres favoritter
Alle foreninger i Randers Kommune med et socialt sigte kunne søge om at få del i overskuddet fra salg af Randerskalenderen, og der kom 27 ansøgninger. Alle i Randers har haft mulighed for at stemme på deres favorit foreninger. Det endelige resultat er delvis blevet afgjort af de 2.100 borgere, der har stemt online, og delvis af vores dommerpanel. Panelet bestod af Rosa Lykke Yde, formand for Socialudvalget, Eske Thøgersen, formand for Frivilligværket og Frank Secher fra Randerskalenderen.
Eske Tøgersen, formand for Frivilligværket, var del af dommerpanelet. Eske er taknemmelig for det store frivillige engagement, der er i Randers, og han ved selv, hvor livsbekræftende, det kan være at gøre en forskel for andre som frivillig i en forening, og han fortæller:
Der er mange frivillige ildsjæle, som er med til at løfte en stor opgave, som handler om at skabe nye relationer og venskaber i hele Randers Kommune. Tak fordi I bidrager med gode ideer og for at I sætter tid af til at skabe mening for andre mennesker, herunder de mennesker, som møder flere udfordringer i livet end gennemsnittet.
Det samlede resultat af FRIVILLIGINITIATIVET 2024
Læs også: