15 kulturhuse får i dag 12,2 mio. kroner til konkrete projekter – heraf et i Randers

19. september 2023
15 kulturhuse får i dag 12,2 mio. kroner til konkrete projekter – heraf et i Randers

Også langt mod øst i regionen – i Randers

15 kulturhuse i Midtjylland får i disse dage besked om, at de har modtaget støtte fra Nordea-fonden. Dermed tegner regionen sig for flest støttede projekter.

En næsten 150 år gammel totalfredet stationsbygning skal danne rammen om et helt nyt ungdomshus i Ringkøbing.

Nordea-fonden har bevilget 1 mio. kroner til at renovere stationsbygningens 1. sal, hvor byens unge drømmer om at holde fællesspisning, lave strikkeklub og brygge øl. I det hele taget er ambitionen at skabe et sted for fællesskab hygge og ophold.
Vejen har været lang til et aktivt ungdomshus, hvor de unge selv spiller en central rolle i bestyrelsen og i planlægning og afvikling.

“Det er fem år siden, at DSB bad om forslag til, hvad den smukke stationsbygning kunne bruges til. Og af de 74 forslag, som endte med at komme ind, pegede en stor del på aktiviteter for unge”, fortæller Hans Christian Vestergaard, der er formand for Ringkjøbing Ungdomshus.
Beliggenheden kunne næsten ikke være bedre. Der kører tog to gange i timen til den gamle stationsbygning, der også udgør knudepunktet for rutebiler til byen.
Stationsbygningen fra 1875 har stået tom i over 10 år, men nu kommer der altså liv i den arkitektoniske perle.

– er helt nye initiativer i støbeskeen. Den 10. oktober slår ‘No. 17 – Huset for bæredygtig handling’ dørene op, hvor ambitionen er at etablere et mødested, hvor man kan være sammen om at skabe en bedre balance blandt andet gennem direkte genbrug.

“I GenSkabet åbner vi en byttebiks, hvor man kan medbringe to skjorter og et par bukser og komme hjem med en brødrister,” fortæller projektleder Maria Hulvej, der også nævner et genbesøg i klædeskabet, som en aktivitet, der skal være med til at begrænse forbruget.
I det hele taget skal det være overskueligt at leve mere bæredygtigt.

“For eksempel ved at give håndslag på, at man kun vil købe fem stykker tøj inden for en bestemt periode,” tilføjer hun.

Ungdomshuset i Ringkøbing og Huset for bæredygtig handling i Randers er blot to af 15 projekter i Midtjylland, som tilsammen får 12,2 mio. kroner. Dermed er Midtjylland den region i landet, der tilgodeses med flest midler fra Nordea-fonden. De øvrige projekter fordeler sig på følgende byer: tre i Århus C, to i Viby J og ellers et i Møldrup, Tarm, Ørum Djurs, Skanderborg, Holstebro, Grenaa, Balle, Herning og Øster Assels.

54 projekter får støtte
I alt har 254 kultur- og aktivitetshuse i de seneste måneder budt ind med idéer og aktiviteter, der på forskellig vis kan styrke foreningslivet og de lokale fællesskaber i Danmark. 54 konkrete projekter får nu støtte af Nordea-fondens Kulturhuspulje.

“I de lokale kultur- og aktivitetshuse rundt omkring i landet ser vi lige nu et kæmpe engagement og en stor lyst til at skabe aktiviteter, der kan bringe os sammen på nye måder. Nordea-fonden glæder sig over at kunne bakke op om kulturhusene og de mange lokale ildsjæle bag projekterne, så de kan forløse noget af det store potentiale. Dørene bliver åbnet til nye mødesteder og sociale arrangementer, hvor vi sammen kan skabe flere gode liv. Samtidig er det en stor gevinst, at mange af de støttede projekter både har grønne ambitioner og konkrete planer om at række ud til flere nye brugere – ikke mindst de unge,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.

25 bliver til 38 mio. kr. pga. stor efterspørgsel

Samlet uddeler Nordea-fonden støtte for i alt 38 mio. kr. – og dermed hæves den oprindelige uddelingsramme på 25 mio. kr. med yderligere 14 mio. kr. for at imødekomme den store efterspørgsel og interesse, som puljen har affødt rundt omkring i landet.

Grøn ansvarlighed og bæredygtighed fylder mere og mere
Fællesnævneren for størstedelen af de 54 projekter, der nu får støtte af Nordea-fonden, er et stort fokus på social ansvarlighed – og ikke mindst bæredygtighed, når det gælder miljø og klima. I støbeskeen er Co2-besparende fællesspisninger, urban gardening, foredrag om bæredygtigt byggeri, klimavenlig mad og regenerativt landbrug – samt nye værksteder for grønne iværksætter og mødesteder, hvor klimaet er på dagsordenen.
Audebo Pumpestation ved lammefjorden bliver omdannet til et nyt møde- og lærested med fokus på klimaændringerne og de udfordringer, der knytter sig til håndtering af vand, land og kyster.
Foruden de mange, nye grønne tiltag, er der mange projekter, hvor social ansvarlighed er et vigtigt omdrejningspunkt. Det gælder bl.a. hos Kulturhuset Karen minde i Sydhavnen i København, der har planer om at lave et mobilt kulturhus, der kan bringe kunst og kultur tæt på borgerne i de almene boligområder i bydelen.

Nye mødesteder til unge dukker op i hele landet
Udover de grønne ambitioner har en stor del af projekterne fokus på at udvikle aktiviteter til mange af de befolkningsgrupper, der ikke på forhånd bruger kulturhusenes tilbud – ikke mindst unge samfundsborgere.

Nye projekter – udviklet af unge til unge – er bl.a. på vej i i den gamle stationsbygning i Tarm (Furniture Station) og på Mors, hvor UNG KULT vil etablere et nyt, bæredygtigt ungehus medborger- og kulturhus. Kulturfabrikken i Nykøbing Falster, Guldborgsunds eneste børne- og ungekulturhus, etablerer helt nye udendørs faciliteter med Nordea-fondens støtte, mens Ungehuset Værket i Vejle vil give de unge mulighed for at prøve kræfter med selv at skabe kulturarrangementer og samtidig søsøtte nye spændende tiltag, bl.a. en kulturbus, der kan bruges til pop-up koncerter og fællesspisninger.

Kulturhuse i hele Danmark får et løft
Fra Aalborg til Helsingør og Nyborg til Frederikshavn – de 54 projekter, der nu modtager støtte fra Nordea-fondens kulturhuspuljer, fordeler sig over hele Danmark:

Region: Antal projekter – Samlet beløb
Hovedstaden: 12 – 8.826.074 kr.
Midtjylland: 15 – 12.194.483 kr.
Nordylland: 11 – 6.914.566 kr.
Sjælland: 10 – 6.698.101 kr.
Syddanmark: 6 – 3.448.804 kr.

Fakta om Kulturhuspuljen
Kulturhuspuljen giver kulturhuse (kommunal såvel som foreningsdrevne), medborgerhuse, forsamlingshuse og lign. institutioner mulighed for at udvikle deres mødested og udvikle nye aktitiveter i deres lokalområde. Puljen var åben fra jaunar til maj 2023, hvor i alt 254 kulturhuse har søgt om støtte. På grund af stor efterspørgsel har Nordea-fonden hævet den samlede uddelingsramme fra 25 til 36 mio. kr. Projekter modtager fra 200.000 kr. og op til 1. mio. kr. i støtte.

Selvom Kulturhuspuljen nu er lukket for nye ansøgninger, er det stadig muligt at søge om støtte til lignende projekter og aktiviteter hos Nordea-fonden. Under fokusområdet ‘Liv i det lokale’ kan der søges op til 200.000 kr., mens større projekter kan realiseres under fokusområdet ‘Lyst til at deltage’.

Læs mere om mulighederne på Nordea-fonden.dk