Kultur

10-årige Axel vandt årets plakatkonkurrence til BørneKultur Ugen

Tegning af en idémaskine bliver ansigtet udadtil for efterårets store kulturfest for børn i Randers

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 17. august 2025

Axel fra Forberedelsesskolen blev årets vinder

Vinderen af den 28. plakatkonkurrence for BørneKultur Ugen i Randers er fundet. 10-årige Axel Østergaard Heegaard fra Forberedelsesskolen løb med sejren, da hans farverige tegning blev udpeget som årets officielle plakatmotiv.

299 forslag indsendt

I år deltog børn fra mere end ti forskellige skoler, og Kulturelt Samvirke modtog hele 299 bud på, hvordan temaet ”EN GOD IDÉ” kunne tegnes.
Dommerpanelet bestod af museumsdirektør Lise Jeppesen fra Randers Kunstmuseum, graffitientusiast Lisbeth Nielsen og kunstner Pia Græsbøll. De fremhævede, at mange børn havde eksperimenteret med collage og nye materialer, men Axels tegning skilte sig tydeligt ud.

En tegning med liv og energi

Den vindende tegning forestiller en fantasifuld idémaskine inspireret af en gameboy, som sender gode idéer og oplevelser ud i verden. Dommerne lagde vægt på, at motivet ”springer ud af billedet” og giver nysgerrighed til at se nærmere.
– Det er som om, maskinen vibrerer af begejstring, lød det fra dommer Lisbeth Nielsen.

Vinderen afsløret på Randers Bibliotek

Efter sommerferien blev Axel afsløret som vinder ved et arrangement på Randers Bibliotek. Han fortalte selv, at tegningen voksede frem, da han ”fik en god idé” i timerne. Først med blyant, derefter tusch, og til sidst ekstra detaljer med farveblyanter. Inspirationen kom blandt andet fra tv-serien Eventyrtid.

Axel har vundet en præmie på 600 kroner, men har endnu ikke besluttet, hvad pengene skal bruges til. Han glæder sig især til at se sin tegning pryde plakaterne i hele kommunen og til at deltage i åbningen af BørneKultur Ugen.

Åbning med musik og rytmer

BørneKultur Ugen 2025 skydes i gang lørdag den 11. oktober kl. 13 på Værket. Her vil Randers Musikskoles børnekor, Pixie Notes, synge, og musiker Peter Altmann laver stomp og rytmelege med børn og forældre.

Plakater og udstilling

Indtil 29. august kan alle årets indsendte tegninger ses på Randers Bibliotek. Tidligere års plakater er udstillet på Underværket.
Programmet for BørneKultur Ugen udsendes i uge 39, hvor børn i hele Randers Kommune kan glæde sig til kreative aktiviteter, teater, musik og workshops.

Støttet af lokale aktører

BørneKultur Ugen er støttet af Sundheds-, Idræts- & Kulturudvalget i Randers Kommune, Værket, Nordisk Film Biografer Randers, Radio ABC, BUPL Østjylland, FOA og Landsbypuljen.