Da Randers FC forleden mødte fynske B1913, var det en kamp, hvor der ikke var særlig meget spænding efter de første par minutter.
Da dommeren fløjtede til pause, var stillingen intet mindre end 6-0 på to gange hattrick af henholdsvis Odey og Danho. Da dommeren blæste i fløjten for sidste gang, var det til slutresultatet 10-0 og videre avancement i Oddset Pokalen for Randers FC.
I dag har der så været lodtrækning til 1/16-finalerne, og denne gang kommer modstanden ikke til at være i samme lave kaliber.
Da Randers FCs navn blev trukket op ad bowlen viste det sig nemlig, at det bliver enten Thisted eller Brabrand, som skal være den kommende modstander.
Brabrand og Thisted mødes på tirsdag klokken 17.00, og udfaldet af denne kamp afgøre, hvem der skal møde Randers FC i den kommende runde.
Hvis det bliver Brabrand, der trækker det længste strå, vil Randers FC få den letteste lodtrækning, da det aarhusianske hold til dagligt spiller i 3. division. Bliver det i stedet Thisted, så er det et hold fra 2. division.
Uanset hvem af de to hold det bliver, så bør det være en modstander, som Randers FC under normale omstændigheder skal kunne besejre. Dog bliver det næppe med 10-0 igen.
Kampen Randers FC / Brabrand/Thisted skal afvikles mellem den 24. september og 26. september. Præcist hvilken dato er endnu ikke på plads.
LÆS OGSÅ: Mathias Greve fik uventet overraskelse kort før kampstart