Det er populisme og hykleri

Fredag 15. marts 2019 kl. 09:59

Det er populisme og hykleri
Aage Stenz, Bjarkesvej 21, 8960 Randers SØ - medlem af Socialdemokratiet.
LÆSERBREV Af Aage Stenz, Bjarkesvej 21, 8960 Randers SØ - medlem af Socialdemokratiet.

I et læserbrev i RANDERSiDAG den 5. marts under overskriften ”Alle skal have et værdigt ældreliv” påpeger byrådsmedlem Charlotte Broman Mølbæk (SF) de problemer, der desværre er opstået på det nye plejehjem ”Huset Nyvang”. Hun nævner de store forventninger, der har været til ”fremtidens plejehjem”, og som desværre ikke er blevet indfriet blandt andet på grund af manglende personaleressourcer.

Men her hopper kæden altså af for Charlotte Broman Mølbæk. For hun er helt klart - efter min mening – medskyldig i nogle af de efterhånden dårlige normeringer og millionbesparelser, der er på vej til at blive udmøntet i vores ældrepleje. Og det er hun medskyldig i sammen med såvel Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten som andre byrådsmedlemmer, der ikke ville/turde forholde sig til virkeligheden under budgetlægningen. For da de sagde nej til at nedlægge Plejehjemmet Aldershvile i Havndal samt Dronningborg Plejehjem, vidste de udmærket godt, at besparelserne kom til at gå ud over blandt andet de andre plejehjem.

For pengene skulle selvfølgelig findes andre steder. Det vidste de godt. Og når man så i populismens navn går ind for, at vi skal beholde alle plejehjem i kommunen - selv om nogle er særdeles utidssvarende, nedslidte og dyre at drifte - så er det da klart, at hele ældreområdet efterhånden bliver laveste mulige fællesnævner. Men det generer åbenbart ikke Charlotte Broman Mølbæk (SF) og andre i byrådet. Alt skal åbenbart bare være, som det hele tiden har været - der er jo det nemmeste - uanset, at det bliver dyrere og dårligere. Det kalder jeg uansvarlig omgang med skatteborgernes penge.

Og konsekvensen af, at man ikke tør/vil tage de rigtige og de nødvendige beslutninger, viser allerede sine tydelige spor i vores ældrepleje. Ja, ”tøsedrengepolitikken” har tilsyneladende et godt rodnet i Randers Kommune. Det er simpelthen uværdigt over for vores ældre medborgere.

Hvis man som byrådspolitiker bare bliver ved med at skubbe problemerne foran sig med lukkede øjne og kun forholder sig til de populære sager - der giver stemmer til valget - ender hele vores ældrepleje desværre som et discountprojekt, vi ikke kan være bekendt.

Så kære byrådspolitikere: Tag nu ansvar og lad være med at gemme jer bag embedsmændene, når det brænder på. Og glem nu alt det popularitetsræs og vis, I tør tage de nødvendige og ansvarlige beslutninger. De skal jo alligevel tages på et senere tidspunkt.



© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.