Nej til bederum og religiøse særkrav

Mandag 3. december 2018 kl. 09:30

Nej til bederum og religiøse særkrav
Nick Zimmermann, Danmarksgade 15, Randers - byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Randers. Folketingskandidat.
LÆSERBREV Af Nick Zimmermann, Danmarksgade 15, Randers - byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Randers. Folketingskandidat.

I Danmark har vi en god tradition for, at religion er en privat sag, som man ikke trækker ned over hovedet på andre. Sådan er det desværre ikke blandt mange af de muslimske indvandrere, der er kommet til vores land.

Krav om særhensyn er mere og mere udbredt, og bederum på uddannelsesinstitutioner og andre steder er desværre efterhånden ikke usædvanligt.

Uddannelsesinstitutioner skal ikke tage religiøse særhensyn, som gør det muligt for muslimske elever at bede i skoletiden. Praktisering af religion hører ikke til på uddannelsesinstitutionerne. Hvis folk ønsker at bede, kan de gøre det i deres fritid. At stille et bederum til rådighed vil også kunne øge muligheden for social kontrol med, om man nu udøver islam på den måde, som venner eller familie mener, at man skal.

De elever, som ikke vil praktisere islam i skoletiden, skal trygt kunne gå i skole eller på deres uddannelse.

Religiøse særkrav hører ingen steder hjemme her i Danmark. Derfor ønsker jeg et forbud mod bederum på samtlige offentlige institutioner, det kan kun være ret og rimeligt.

Vi skal ikke tilpasse os efter mellemøstlige forhold og islam. I stedet skal man, når man kommer til Danmark, tilpasse sig vores samfund. Det er det eneste rimelige. Dette vil jeg blandt andet kæmpe for, hvis jeg bliver valgt til Folketinget.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.