Ny servicechef på regionshospitalet

Tirsdag 9. oktober 2018 kl: 10:19

Ny servicechef på regionshospitalet
Dorte Baarup, ny serviceleder. Foto: Helle Brandstrup Larsen






1. november tiltræder Dorte Baarup som ny servicechef på Regionshospitalet Randers. Dorte Baarup kommer med solid ledelsesmæssig erfaring inden for både klinisk sygepleje og ledelse på flere niveauer i regionalt og kommunalt regi.

58-årige Dorte Baarup "vender hjem", når hun den 1. november 2018 tiltræder stillingen. Dorte startede sin karriere på hospitalet i 1984, hvor hun i godt 15 år arbejdede som sygeplejerske i Medicinsk Afdeling og senere som afdelingssygeplejerske i Ortopædkirurgi. Hun fortsatte til Aarhus Universitetshospital som afdelingssygeplejerske i bl.a. Akutafdelingen, hvor hun i en periode også var serviceleder. Senest har hun været leder i hjemmeplejen Fuglebakken i Aarhus Kommune.

Med bred ledelseserfaring vender Dorte Baarup nu tilbage til Regionshospitalet Randers i stillingen som servicechef, hvor hun skal stå i spidsen for drift og udvikling af Serviceafdelingen med ca. 200 medarbejdere.

Dorte Baarup har fra sine tidligere lederjobs god erfaring med at udvikle medarbejdere bl.a. gennem større forandringer som flytninger og nye arbejdsgange. Hun lægger vægt på, at trivsel og gode resultater opnås ved inddragelse af medarbejdere og kompetenceudvikling, så medarbejderne til en hver tid kan løfte opgaverne.

Dorte Baarup er oprindeligt fra Randers, hvor hun også blev uddannet sygeplejerske i 1984 ved Sygeplejerskolen i Randers. I dag er Dorte Baarup bosiddende med sin familie i Risskov, Aarhus.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.

© Copyright 2018 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.