Mange roser til Plejehjemmet Rosenvænget

Torsdag 13. september 2018 kl. 10:51

Mange roser til Plejehjemmet Rosenvænget
Aage Stenz, Bjarkesvej 21, 8960 Randers SØ - medlem af Socialdemokratiet.
LÆSERBREV Af Aage Stenz, Bjarkesvej 21, 8960 Randers SØ - medlem af Socialdemokratiet.

Min nyligt afdøde far boede de sidste to år af sit liv på Plejehjemmet Rosenvænget, P. Knudsens Vej, Randers, i afdelingen, der hedder Mælkebøtten.

Han havde en dejlig velindrettet lejlighed med en flot udsigt. Men det allervigtigste var, at han - derudover - var omgivet af en særdeles venlig og dygtig personalegruppe, der fortjener al mulig ros for deres indsats. Jeg ved, at min far var meget glad for at være der, selv om han - på grund af en efterhånden fremskreden demens - nogle gange det sidste års tid sagde, at han ville ”hjem.”

Udover hans demens svigtede helbredet også det sidste års tid. Han blev blandt andet totalt døv. Og det krævede naturligvis efterhånden en meget stor indsats af personalet.

Men det var en fornøjelse at komme som pårørende. Man blev altid mødt af venlige og imødekommende medarbejdere. Og trods stor travlhed tog de sig den nødvendige tid til at snakke med os. Det skal de have stor tak for.

Men nu må vi så håbe på, at byrådet i forbindelse med budgetforhandlingerne får rettet op på de mange - meget voldsomme - nedskæringer, der er foretaget inden for ældreområdet siden kommunesammenlægningen. For der mangler mange hænder på alle vores plejehjem.

Det fortjener såvel de ældre som personalet. Man kan ikke være andet bekendt.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.