Socialdemokratiets fejlagtige velfærdsstråmand

Onsdag 13. juni 2018 kl: 10:14

Socialdemokratiets fejlagtige velfærdsstråmand
Britt Bager, medem af Folketinget, politisk ordfører, Venstre, valgt i Østjylland. Foto: FT.dk
LÆSERBREV Af Britt Bager, medem af Folketinget, politisk ordfører, Venstre, valgt i Østjylland.

Endnu engang forsøger Socialdemokratiet fejlagtigt at anklage Venstre for at forsømme velfærden. Denne gang er det Iben Sønderup (S), der anklager Venstre for ikke at prioritere erhvervsskolerne.

Venstre prioriterer erhvervsskolerne. Vi har lavet en historisk trepartsaftale, som sikrer mellem 8.000 og 10.000 praktikpladser. Vi har fremlagt et udspil, der skal øge praksisfagligheden i udskolingen, så flere børn og unge får øjnene op for de fantastiske muligheder, som erhvervsskolerne tilbyder.

Til efteråret fremlægger vi et ambitiøst udspil, der skal få endnu flere unge til at søge og gennemføre en erhvervsuddannelse. Og vores politik virker! Flere unge søger ind på en erhvervsuddannelse. Det er vi glade for og stolte af.

Men jeg kunne da fristes til at spørge: Hvor har man egentlig Socialdemokratiet?

Socialdemokratiet har afsat 0 kr. ekstra til infrastruktur frem mod 2025. Vil Socialdemokratiet da ikke være med til at investere i en udvidelse af E45? Åbenbart ikke, siden der er afsat 0 kr. Det kunne også være interessant at høre, om Socialdemokratiet vil tilbagerulle kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen og dermed hæve ydelserne til flygtninge?

Eller om Socialdemokraterne vil lempe udlændingepolitikken, ligesom de gjorde intet mindre end 45 gange, sidst de var i regering.

Det lader til, at Socialdemokratiet har meget svært ved at svare på helt simple spørgsmål om deres egen politik. Og får man endelig svar, er det tvivlsomt, om man kan bruge det til noget. Sidste gang Socialdemokratiet sad i regering, brød de 100 løfter på 100 dage.

Hvorfor skal man stole på Socialdemokraterne denne gang?

* Læs også SKAL DANMARK SLIPPE FOR DE EVINDELIGE NEDSKÆRINGER PÅ UDDANNELSERNE? - klik her.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.

© Copyright 2018 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.