Blomsterdag på fælleden

Tirsdag 12. juni 2018 kl: 16:00

Blomsterdag på fælleden
Nordre Fælled er et af de steder i landet, hvor man kan opleve aktiviteter i forbindelse med Vilde Blomsters Dag søndag 17. juni.

Der vil være en guidet tur med hjælp fra fagkyndige folk. Herudover vil der også være særlige aktiviteter for børn med maling med blomster, find farver i naturen på et farvekort og smag på friterede blomster over bål.

Husk fornuftig påklædning og gode sko. Tag gerne en lup med. Der er flere egnede små oaser, hvor man kan nyde evt. medbragt proviant efter turen. Der vil blive udleveret foldere, så man let kan finde rundt i området.

Eske Thøgersen formand for Nordre Fælleds Venner forklarer, at det botaniske initiativ blot er første skridt i et længere projektarbejde, hvor man med hjælp fra frivillige vil undersøge biologien nærmere på Nordre Fælled i 2018 og tre år frem.

Fælleden består af et åbent terræn med spredte buske og træer, og med en græsdomineret vegetation med en del høje stauder. Der er planlagt flere arrangementer i løbet af året, og der også mulighed for at deltage i naturpleje.

Vilde Blomsters Dag på Nordre Fælled er arrangeret af Nordre Fælleds Venner i samarbejde med Naturstyrelsen Kronjylland og Naturfredningsforeningen i Randers. Det er Natur og Ungdom i Randers som står for børneaktiviteterne.

* Mødested er den sydlige indgang til Nordre Fælled for enden af Gl. Jennumvej. Den guidede tur starter kl. 10 og slutter kl. 12. Børneaktiviteterne kører mellem kl. 11 og 14.


© Copyright 2018 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.