Hvem har ansvaret?

Tirsdag 12. juni 2018 kl: 10:00

Hvem har ansvaret?
Michael Povlsen, Mandøvej 2, 8585 Glesborg.
LÆSERBREV Af Michael Povlsen, Mandøvej 2, 8585 Glesborg.

På byrådsmødet mandag 11.06.18 blev skolernes underskud debatteret. Det er langt om længe gået op for den stolte skolelukningspolitiker fra Dansk Folkeparti, Frank Nørgaard, at taxakørslen af specialklasseeleverne koster kassen. Tillykke kan man sige, det var også på tide.

Man må så efterfølgende med rette stille spørgsmålet: Hvem har været så genial at placere de velfungerende specialklasser fra den lukkede Nyvangskolen på landet? Ja det var selv samme Frank Nørgaard. Det var dyre lærepenge at betale for skolernes økonomi.

En anden stor post på skolernes underskud er indretningen af de nye klasselokaler og gymnastiksale, som det var nødvendigt at etablere på de skoler, som skulle modtage eleverne fra de skoler, som de ansvarlige skolelukningspolitikere valgte at lukke. Nye borde, smartboards, belysning, skabe mm. var der nemlig ikke sat penge af til i budgetterne for ombygningerne. Disse penge skal altså findes i det budget, der var tiltænkt undervisningen.

Den førnævnte Frank Nørgaard ynder også at fremhæve Herning Kommune. Her koster en folkeskoleelev 5000 kr. mindre om året end i Randers. En af grundene til det er, at i Herning er der kun 1500 elever i privatskolerne, hvor tallet i Randers er 2500.

Det forholdsvist store tal i Randers steg med 25 % som et resultat af den nye skolestruktur.

Venstre og DF vil ikke høre tale om flere midler til et underfinancieret skolevæsen. Men Socialdemokraterne gik til valg på at tilføre flere midler til det skrantende skolevæsen.

Så min opfordring til borgmester Torben Hansen (S) og udvalgsformand Steen Bundgaard (S) skal være: Brug nu det ansvarlige flertal på venstrefløjen, så vi kan få folkeskolen i Randers på ret køl igen efter fireårs massakre udført af den sorte højrefløj.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.

© Copyright 2018 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.