Skolepatruljer i Djurs SommerlandFredag 8. juni 2018 kl. 09:00
Hver morgen og hver eftermiddag hjælper Randers Kommunes elever politiet qua deres arbejde som skolepatruljer. De står tidligt op for at møde på vagt kl. 7.40 og står klar på deres vagt i alt slags vejr. "Nogle dage kan det være så koldt, at jeg må bevæge mine tæer i vinterstøvlerne for at holde varmen, og andre bliver man gennemblødt af regn, slud, sne og blæst og må hænge sin jakke til tørre på kassens radiator," siger en af de seje skolepatruljer. Det kræver mod, vilje og ansvarsbevidsthed, at stå skolepatrulje. Man skal have mod til at stille sig op foran en stor 18 ton tung lastbil, når man lige er startet i 6. klasse og står med sin vest og sin stav, for at holde trafikken tilbage, så skolens andre elever kan komme sikkert over vejen. Man skal have viljen til, at man hver uge passer sin vagt, for man har et ansvar overfor sine med-patruljer, i at ingen står alene med opgaven, hvis man er syg eller holder fri, så har man aftalt det på forhånd og en vikar træder til. Den indsats blev belønnet med en tur i Djurs Sommerland. "Det blev en helt forrygende og solskinsrig dag, hvor Randers Kommunes 313 skolepatruljer indtog en næsten mennesketom park. Der var max 10 minutters ventetid på de attraktive forlystelser, og alle opførte sig ordentlig overfor hinanden, man kunne mærke at det var en flok ansvarsfulde unge mennesker. De skoler, forælder og børn der støtter Randers Kommunes Skolepatrulje kan godt være stolte af dem," fortæller Majken Vestergaard, færdselslærer, Langå Skole Randers Kommune siger tak for en god og velfortjent dag for vores skolepatruljer. * Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her. * Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
|