Manglende kommunal handling rammer lodsejere

Tirsdag 15. maj 2018 kl: 11:10

Manglende kommunal handling rammer lodsejere
Proppen i Gudenå ved motorvejsbroen.
Forståelse og handling mangler i Randers Kommunes håndtering af sag om forhøjet vandstand i lokale vandløb. Det mener Nørreålav efter dialog med udvalg.

Randers Kommune lever ikke op til deres forpligtelser i forhold til vandløbsregulativerne for Gudenå og Nørreå.

Sådan lyder det fra foreningen Nørreålav, der ærgrer sig over manglende forståelse fra kommunens side. Lodsejere kæmper nemlig med vandstanden i åen, der går fra Viborg til Randers.

Nørreålav blev stiftet i fjor, da flere lodsejere langs vandløbet gennem de seneste år har oplevet problemer med forhøjet vandstand. En af grundene til dette er manglende oprensning i Gudenå, som Nørreå løber ud i ved Randers, understreger ålavet.

Især grødeøer ved E45-motorvejsbroen er en udfordring.

"Randers Kommune afviser at oprense Gudenå fra Fladbro til Randers under henvisning til regulativet fra 2000. Det regulativ anfører helt specifikt, at vandløbsmyndigheden skal oprense, hvis vandstande bliver for høje, og det er de, siger ålavets formand, Steen Rasmussen, Løvskal.

Vandstandsstigningerne er ifølge ålavet blandt andet med til at sende 4000 hektar mark og eng i Nørreådalen ud af drift. Dette vil medføre tab for lodsejerne langs vandløbet og forringe naturen i området.

Det er Nørreålavs overbevisning, at Randers Kommune ikke har vedligeholdt Gudenå eller målt vandføring i den nedre del af denne. Dermed er vandløbsregulativet ikke overholdt, påpeger ålavet.

"Vi kræver regulativet overholdt og mener, at både natur og miljø omkring Randers og vandløbene har det bedre, hvis vandet kan strømme frit," lyder det fra formanden.

Nørreålav mødtes den 22. marts med Randers Kommunes miljø- og teknikudvalg, hvor problematikken blev fremlagt og diskuteret. Formanden ærgrer sig dog over manglende forståelse fra kommunens side i sagen.

"Randers Kommune har svært ved at se lodsejernes udfordringer og deres egne muligheder og forpligtelser i forhold til at afhjælpe dette," siger Steen Rasmussen.

* Nørreålav blev stiftet den 27. september 2017 og er medlem af foreningen Danske Vandløb.

* Nørreå går gennem Viborg, Randers og Favrskov kommuner.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.

© Copyright 2018 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.