Tænk hvis SF havde flertallet i Randers Byråd

Fredag 11. maj 2018 kl: 10:05

Tænk hvis SF havde flertallet i Randers Byråd
Charlotte Broman Mølbæk, Bakkestjernedalen 2, 8930 Randers NØ - byrådsmedlem for SF Randers.
LÆSERBREV Af Charlotte Broman Mølbæk, Bakkestjernedalen 2, 8930 Randers NØ - byrådsmedlem for SF Randers.

Michael Povlsen opråber i et læserbrev Socialdemokraterne og SF, fordi vi under valgkampen i efteråret lovede flere midler til folkeskolerne mod en begrænset skattestigning. Michael beder os komme i gang med vores valgløfter og henviser til, at alt for mange elever vælger privatskole fremfor folkeskole.

Det bekymrer SF i Randers, når stadig flere vælger fri- og privatskoler, når vi stadig ikke får alle børn med, årlige rammebesparelser, en underfinansieret folkeskolereform, en skolestruktur med diverse udfordringer, når skolernes budgetter ikke holder, og ikke mindst, når man trækker børn hjem fra specialområdet for at få budgetterne til at passe.

Så ved vi, at det er på tide at handle.

SF lovede under valgkampen 100 millioner kroner til folkeskolerne baseret på en skattestigning på 0,5 % - svarende til ca. 100 kroner om måneden for en gennemsnitlig indkomst.

Det er rent faktisk det, vi mener, der skal til, hvis midlerne skal passe med ambitionerne.

Vi ønsker nemlig den bedste og den stærkeste folkeskole. Folkets skole skal være det naturlige førstevalg.

Tænk, hvis SF havde flertallet i Randers Byråd.

Eller tænk hvis blot Socialdemokraterne levede op til deres valgløfte, hvor de lovede 50 millioner til folkeskolerne i Randers mod en lille skattestigning, hvor de lovede, at skolerne selv skulle prioritere, fordi de troede på fagligheden blandt lærerne, pædagogerne, ledelserne og forældrene.

Socialdemokratiet har rent faktisk muligheden. SF i Randers er klar – og mon ikke at selv listerne vil være med på den?

Så spørgsmålet er, om Socialdemokraterne ser det røde flertal og lever op til deres egne valgløfter og giver folkeskolerne de muskler, den ro og den tillid som folkeskolerne kalder på?

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.

© Copyright 2018 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.