Red Barnet hjælper børn i Randers

Torsdag 10. maj 2018 kl. 07:00

Red Barnet hjælper børn i Randers
De forskellige børn, der deltager i læringscaféen, har fået et øget selvværd.
Red Barnet Ungdoms læringscafé i Randers giver børn en god mulighed for at forbedre sig og udvikle deres arbejde i skolen.

Alt for mange børn forlader grundskolen uden at have de nødvendige kompetencer, som det kræver for at kunne tage en ungdomsuddannelse og komme godt videre i livet.

Egmont Fonden og Red Barnet Ungdom har indgået et partnerskab i perioden 2018-2021, som skal bidrage til at rette op på dette. Parterne vil sammen gøre en indsats for at bryde den negative udvikling, som gør, at 15 procent af de 15-årige ikke kan læse og 13,6 procent ikke kan regne godt nok til at klare sig på en ungdomsuddannelse.

Frivillige lektiehjælpere spiller en særlig rolle i at støtte op om udsatte børns læring. Børnenes vanskeligheder bunder ofte i mangel på både faglige, personlige og sociale ressourcer. Her kan unge frivillige lektiehjælpere supplere lærere og pædagogers arbejde ved at tilbyde læring på alternative måder samt tid, nærvær og møder i øjenhøjde.
Stor faglig og personlig udvikling hos børnene i Randers.

De forskellige børn, der deltager i læringscaféen, har fået et øget selvværd, og er gennem forskellige succesoplevelser blevet mere motiverede for at gå i skole.

Minela Omanovic der er frivillig projektleder for læringscaféen på Nørrevangskolen i Randers glæder sig over den mærkbare forskel som Læringcaféen har gjort for børnene:

“Vi har nogle elever i læringscaféen, som har forskellige faglige vanskeligheder i skolen. Mange af disse elever plejede at sige fra, når vi lavede sjove lege der indebar de fag de ikke kunne lide. Nu har vores elever så fået øjnene op for, at de godt kan og har overrasket os alle med deres udvikling, entusiasme og gå-på-mod.”

Den frivillige indsats koordineres tæt med lærere og pædagoger, så barnets behov altid er i centrum.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.