Omann har ansat sig selv II

Tirsdag 17. april 2018 kl. 10:28

Omann har ansat sig selv II
Bjarne Overmark, Torvegade 14, Randers - medlem af repræsentantskabet i Verdo samt medlem af Randers Byråd, Beboerlisten. Foto: John Hyldahl
LÆSERBREV Af Bjarne Overmark, Torvegade 14, Randers - medlem af repræsentantskabet i Verdo samt medlem af Randers Byråd, Beboerlisten.

Jeg har tidligere tilkendegivet at bestyrelsesformand i Verdo, Claus Omann Jensen, har ansat sig selv som salgs- og marketingdirektør i Verdo ved at lade sine underordnede, administrerende direktør Kim Frimer og HR-direktøren på Verdo forestå udvælgelsen af sig selv.

I den forbindelse fremgik det af mail af 6.4.2018 fra administrerende direktør Kim Frimer og fungerende formand Niels Rasmussen, Verdo, at “Ansættelsesprocessen er forløbet efter gældende retningslinier i Verdo”.

Jeg har anmodet om kopi af forannævnte gældende retningslinier, som angiveligt er fulgt i forbindelse med ansættelsen af Claus Omann Jensen.

I mail af 16.4.2018 kommer så følgende svar fra direktionssekretæren på vegne af Niels Rasmussen: ”Retningslinjer for Ansættelser i Verdo anses for at være et internt dokument, som derfor ikke kan udleveres.”

Temmelig specielt, at jeg som medlem af Verdos højeste myndighed, repræsentantskabet, ikke kan få indsigt i de gældende retningslinier for ansættelser i Verdo, som Claus Omann Jensens ansættelse dækkes ind under.

Claus Omann Jensens ansættelse som salgs og marketingdirektør i Verdo fremstår i et stadig mere blakket lys uanset at Venstre lokale formand Torben Høegh Bonde, bestyrelsesmedlem i Verdo, naturligvis forsvarer ansættelsen.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.