Forslag om genåbning af 7.-9. klasse i HavndalOnsdag 7. marts 2018 kl. 10:46
Velfærdslisten forstår stadig ikke, hvorfor skolelukningspartierne (Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti) lukkede overbygningen på Havndal Skole. Der var ingen faglige eller økonomiske grunde, mener listen. "Fagligt var skolen en af de bedste i Danmark med et karaktergennemsnit på 8,5. Og økonomisk sparer man intet, fordi alle pengene går til transport af eleverne til Grønhøjskolen. Der er derfor god grund til at sikre, at Havndal igen får en hel folkeskole," understreger Velfærdslistens byrådsmedlem Kasper Fuhr Christensen. "I Velfærdslisten mener vi netop, at ro og kontinuitet er en vigtig del af skolegangen, og så ville det jo være tosset at begynde at flå klasser op, som man allerede har gjort. Frem for en øjeblikkelig genåbning af 7.-9. klasse på Havndal Skole, foreslår Velfærdslisten derfor en model, hvor den nuværende 6. klasse fortsætter i 7. klasse på Havndal Skole, mens de, der nu går i 7. klasse på Grønhøjskolen, fortsætter på Grønhøjskolen", siger Fuhr og påpeger: "Alle partier og lister i Randers Byråd taler om at styrke landsbyerne. Men i virkeligheden gør de ofte det modsatte. De lukker skoler og fjerner busser på landet og tillader store supermarkeder, der kvæler butikkerne i landsbyerne". Randers Byråd har vedtaget en landdistriktspolitik, der indeholder følgende vision: Det skal være attraktivt at bo og bosætte sig i Randers Kommunes landsbyer og landdistrikter, og vi ønsker, at flere bosætter sig i landsbyer og landdistrikter i Randers Kommune. "Fine ord er der nok af. Det, der er brug for, er handling. Derfor foreslår Velfærdslisten, at byrødderne sætter handling bag ordene og igen sikrer Havndal en hel folkeskole", slår Fuhr fast. Velfærdslisten antager, at genåbningen vil være udgiftsneutral, idet besparelsen på transport af eleverne til Grønhøjskolen i Øster Tørslev antages at dække merudgifterne til de ekstra klassetrin. Hvis det ikke holder stik, forpligter byrådet sig på at finde pengene i forbindelse med budgettet for 2019-22. En eventuel merudgift skal således ikke finansieres inden for skoleområdets budget. Velfærdslisten foreslår, at byrådet beslutter følgende: 1. 7.-9. klassetrin genåbnes på Havndal Skole. 2. Beslutningen har virkning fra skoleåret 2018/19, idet klassetrinene indfases på den måde, at den nuværende 6. klasse får lov til at fortsætte i 7. klasse, der således bliver skolens højeste klassetrin i skoleåret 2018/19. I skoleåret 2019/20 fortsætter klassen som 8. klasse på Havndal Skole, og i skoleåret 2020/21 som 9. klasse. En genåbning vil således være fuldt gennemført fra skoleåret 2020/21. * Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her. * Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
|