Jubilæum: 60 år i Randers RoklubLørdag 24. februar 2018 kl. 09:37
Helt korrekt er det dog ikke, at hun har været i Randers Roklub i 60 år, da Inger som 13-årig i 1958 startede i det der dengang hed Randers Dame Roklub. Dengang fandtes der to roklubber i Randers, Randers Roklub for herrer og Randers Dame Roklub for damer. Randers Roklub blev stiftet i 1897 men var som nævnt kun en klub for herrer. Derfor besluttede en flok kvinder med Inger Molich Vesters mor Christine Molich Andersen i spidsen, at danne deres egen roklub i 1934. Christine var ligeledes et særdeles aktivt medlem, og opnåede i lighed med Inger at være medlem af klubben i mere end 60 år. Inger har på den måde altid haft en tilknytning til roningen. Inger har siden 1970 været medlem af Randers Dame Roklubs roerlaug. Hun blev formand i 2011. Randers Dame Roklub var placeret på Kulholmsvej i bagløbet. Viladsens fabriker skulle udvide, og efterhånden blev adgangen til dameroklubben temmelig besværlig. Der blev efter en del møder med herreroklubben enighed om at slå de to klubber sammen. Randers Roklub var herefter en realitet. I 1984 brændte roklubben og man var sammen om at opbygge en ny klub, der stod færdig i 1986. Inger Vester har i de 60 år hun har været i roklubberne været meget engageret og flittig i klublivet. Hun har bl.a. deltaget i bestyrelsesarbejdet ad flere omgange og hun har været ungdomsleder i flere år. Desuden har mange lært at ro af Inger, da hun har været instruktør og brugt mange timer på de nye medlemmer. Inger har ikke bare været en lokal ildsjæl, men hun har også deltaget på kredsplan, hvor hun har været ansvarlig for ungdomsroningen, langtursroning og sekretær. Inger er stadigvæk meget aktiv i Randers Roklub. Hver morgen gennem de sidste 18 år har hun sammen med nogle rokammerater været morgenroer. At være morgenroer vil sige, at man hver morgen møder kl. 7.00 og ror en distance på 10 km. Turene går enten op ad åen eller ud af fjorden. Når man spørger Inger om, hvorfor hun stadigvæk holder af at ro, så siger hun, at hun ror for at holde sig i gang og få en masse motion og nyde den friske luft. Desuden er der et fantastisk kammeratskab i klubben, og flere venner i omgangskredsen har hun mødt gennem roningen. Altid i gang En tur på fjorden byder også på en masse naturoplevelser. Inger ror typisk op imod 1200 km årligt. I vinterperioden, hvor bådene ligger stille i bådhallen, har Inger mulighed for at deltage i svømning en gang om ugen samt deltage i rospinning som er en nyhed i klubben. Rospinning kan sammenlignes med spinning på en cykel hvor en instruktør har lagt et program som deltagerne følger, her er det blot romaskiner, man anvender. Der er i øjeblikket fire hold hvorpå Inger kan deltage ugentligt. Derudover er der også mulighed for, at man selv kan bruge motionsrummet og romaskinerne, når det passer en. Foruden Inger og hendes mor, er der tre mere, der har fået 60 års nålen. Det er Carl Gerstrøm, Knud Holm og Erling Kristensen. * I forbindelse med generalforsamlingen blev også Lars Gjættermann hyldet for sine 50 år som medlem i Randers Roklub. Lars har været aktiv som kaproer i sine yngre dage. Lars forærede klubben sin t-shirt fra tiden som kaproer og sagde ”den passer ikke helt mere”. * Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her. * Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
|