Randers får 8. flest af de udflyttede arbejdspladser

Torsdag 18. januar 2018 kl. 06:20

Randers får 8. flest af de udflyttede arbejdspladser

Randers får 8. flest af de udflyttede arbejdspladser
Michael Aastrup Jensen, Assentoft - medlem af Folketinget, Venstre.
LÆSERBREV Af Michael Aastrup Jensen, Assentoft - medlem af Folketinget, Venstre.

Jeg har efterhånden været i politik i en del år og for første gang nogensinde sker der et ryk af de statslige arbejdspladser i den rigtige retning.

I årtier er Danmark blevet mere og mere centraliseret, hvilket i praksis vil sige at statslige institutioner og arbejdspladser er blevet rykket til hovedstaden. Den udvikling er nu brudt, og det er kommet os i Randers til gode.

Randers er den by, som har fået ottende flest statslige arbejdspladser i forbindelse med den igangværende udflytning. Randers bliver hjemsted for 150 arbejdspladser indenfor SKAT. Dertil kommer at Det Grønne Museum er flyttet til Gl. Estrup og at Randers er blevet hjemsted for Den Nationale Klageinstans mod Mobning.

Endelig bliver der også placeret syv arbejdspladser indenfor Arbejdstilsynet i Hadsten. Ja, faktisk så får Randers 8. flest af alle de udmeldte udflyttede jobs i denne omgang.

Det er et resultat jeg er rigtig glad for, og det er noget jeg har kæmpet for i årevis. Husk på, at modstanden mod udflytningen har været massiv på Christiansborg, og den dag i dag mødes udflytningen med en mur af kritik fra de københavnske fagforeninger.

Jeg er glad for at Venstre har haft modet til at tage denne politiske beslutning, som kommer til at forandre Danmark i en positiv retning. Det er altafgørende, at vi får et Danmark i bedre balance. Der skal være fremtidsmuligheder i alle dele af Danmark og enhver dansker skal kunne se sig selv som borger i Randers med dertilhørende arbejdsmuligheder. Det bliver en realitet med den udflytning som regeringen har igangsat.

Det er bestemt ikke en let opgave, men det er nødvendigt at træffe den slags politiske beslutninger, hvis Danmark ikke skal knække over.

Randers har fået et antal arbejdspladser som passer nogenlunde til vores størrelse som landets 8. største kommune. Selvfølgelig kunne det være fantastisk med flere, og det vil jeg selvfølgelig arbejde for fortsat. Jeg er nemlig fast overbevist om, at udflytningen bliver en succes, og jeg giver ikke meget for de dommedagsprofeter, der påstår, at alting bryder sammen, hvis en offentlig styrelse eller myndigheder flyttes ud af København. Udflytningen giver tværtimod en mulighed for at tænke arbejdet på en nye måde og skabe en ny arbejdskultur.

Tidligere erfaringer viser faktisk, at sygefraværet er faldet og medarbejdertilfredsheden er steget nogle af de steder, som er blevet udflyttet. Jeg er sikker på at de, som flytter til Randers, får en rigtig god oplevelse. Jeg glæder mig i hvert fald til, at vi får nogle nye tilflyttere her til byen.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.