Ærlighed om privatisering af veje efterlyses

Onsdag 13. december 2017 kl. 06:34

Ærlighed om privatisering af veje efterlyses
Jens Peter Hansen, Asfergvej 13, Spentrup - medlem af Randers Byråd (V). Foto: John Hyldahl
LÆSERBREV Af Jens Peter Hansen, Asfergvej 13, Spentrup - medlem af Randers Byråd (V).

Lige fra Liberal Alliance på den ene kant og hen over midten til Velfærdslisten på den anden kant, faldt håbefulde KV17 kandidater nærmest over hinanden i bestræbelserne på at forsikre borgerne om, at privatisering af veje skal stoppes.

Fair nok at have den mening – men absolut ikke fair at foregøgle borgerne, at privatiseringen blot kan stoppes uden yderligere konsekvenser.

Vi var under KV17 vidner til kyniske vælgerbedrag, idet jeg går ud fra, at KV17 kandidater, der udtalte sig om privatisering af veje, havde gjort sig bekendt med sagsfremstillingen om emnet, der var på byrådets møde den 4. september.

Af sagsfremstillingen den. 4. september fremgår at:

* 2011 beslutningen om at påbegynde en nedklassificering blev truffet ud fra et lighedssynspunkt og krav om, at alle borgere i samme situation skal behandles ens – det var ikke for at opnå en besparelse.

* en beslutning om at standse den igangværende proces og tilbagerulle de foretagne nedklassificeringer vil kunne resultere i, at Randers Kommune i stedet for den oprindeligt planlagte nedklassificering af en lang række kommuneveje står tilbage med, ikke blot status quo, men med en lang række nye kommuneveje.

Favrskov kommune besluttede i forbindelse med vedtagelse af budgettet for 2018 at stoppe deres nedklassificering og i stedet stille borgerne lige ved at opklassificere alle private fælles veje. Den beslutning koster dem den nette sum af 11 mio. kr. pr. år.

Det er ønsketænkning, at vi bare uden videre kan stoppe nedklassificeringen, og det bidrager da slet ikke til en ordentlig diskussion af ”Hvad gør vi”, når et debat indlæg fra en tidligere adjunkt ved Aalborg Universitet af flere debattører fremstilles som troværdig information fra en professor.

Tilsvarende pinlig er påstanden om, at nedklassificeringen har kostet kommunen ca. 20 mio. kr.

Lad os få en ærlig diskussion: Skal fællesskabet betale op til 15 mio. kr. pr. år for at vedligeholde og drifte veje, der alene har betydning for de ejendomme, der ligger ved vejen?

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.