Randers Kommune får nye udvalg

Onsdag 6. december 2017 kl: 06:12

Randers Kommune får nye udvalg
Fra 1. januar 2018 får Randers Kommune to nye politiske udvalg, ligesom der bliver ændret i opgavefordelingen mellem flere af de øvrige udvalg. Det vedtog Randers Byråd på et ekstraordinært møde tirsdag.

Randers Kommunes politiske organisering fra 1. januar 2018 er dermed på plads. Den kommer til at bestå af to helt nye udvalg og en ændret opgavefordeling mellem flere af de øvrige otte politiske udvalg.

På mødet behandlede byrådet for anden gang den styrelsesvedtægt, der skal gælde, når det ny Randers Byråd træder til fra nytår.

Styrelsesvedtægten fastlægger byrådets grundlæggende spilleregler og kommunens politiske organisering. Og den er lavet med udgangspunkt i konstitueringsaftalen, som Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgik efter kommunalvalget i november.

Med byrådets vedtagelse af den ny styrelsesvedtægt bliver der oprettet et nyt udviklingsudvalg, der skal bidrage til at sætte fokus på de mange udviklingsprojekter i Randers Kommune. Derudover bliver børn og skoleområdet opdelt i to udvalg, nemlig skole og uddannelsesudvalget samt børne og familieudvalget.

Fra 1. januar ser rækken af politiske udvalg i Randers Kommune således ud:

• Økonomiudvalget
• Miljø- og teknikudvalget
• Udviklingsudvalget
• Børne- og familieudvalget
• Skole- og uddannelsesudvalget
• Socialudvalget
• Beskæftigelsesudvalget
• Omsorgsudvalget
• Sundheds-, idræts- og kulturudvalget
• Landdistriktsudvalget

Ændringen af en kommunes styrelsesvedtægt skal ifølge reglerne behandles på to byrådsmøder med højst seks hverdages mellemrum. Første gang sagen blev behandlet var den 27. november og med byrådets 2. behandling den 5. december er den ny styrelsesvedtægt nu endeligt vedtaget.

* Udvalgsudvidelsen blev vedtaget med 25 stemmer for og to imod. Imod stemte Bjarne Overmark og Kasper Fuhr Christensen. Daniel Madié, Jens Laursen og Kim Kristensen deltog ikke i mødet.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.

© Copyright 2018 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.