1200 elever cykler i Skolernes Gudenåløb

Torsdag 12. oktober 2017 kl. 09:19

1200 elever cykler i Skolernes Gudenåløb
De mange deltagere lærer hinanden at kende på tværs af skoler. Foto: RANDERSiDAG.dk
Fællesskab og høj puls er i fokus, når 1200 elever fra de ældste klasser på skolerne i Randers springer i sadlen for at cykle 27 kilometer rundt om Gudenå.

Cykelløbet, Skolernes Gudenåløb, er en populær aktivitet på motionsdagen, og som noget nyt deltager 6. klasserne fra Randers Realskole som optakt til en cyklistprøve:

”Vi har tilmeldt vore 6. klasser til løbet, da den lange cykeltur i det bakkede landskab giver god træning på den tohjulede, inden de skal til cyklistprøve senere på året, ” siger Anders Stampe, lærer på Randers Realskole.

Randers Realskole har tilmeldt 450 elever til løbet:

Arrangørerne af løbet har som de forrige år allieret sig med garvede cykellappere fra Randers Cykelmotion. De cykler rundt på ruten og hjælper eleverne med at lappe flade dæk. Andreas Petersen har været cykellapper til Skolernes Gudenåløb i et par år:

”Det er en fornøjelse at hjælpe de unge mennesker med at rette en sadel, pumpe et dæk eller skifte en slange, så eleverne kan fortsætte cykelturen. Løbet er et super godt initiativ, så derfor stiller jeg selvfølgelig op hvert år med mit lappegrej,” siger Andreas Petersen.

* Cykelløbet er arrangeret af Randers Cykelby, to cykelklubber, og fire skoler i Randers. Det skydes i gang klokken 11.00 fredag den 13. oktober på Justesens Plæne.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.