Erik Nielsen sælger sin cykelforretningOnsdag 11. oktober 2017 kl. 08:27
Kerneforretningen er salg af cykler. Cykling er in, måske fordi der er så mange måder at cykle på: Klasssk cykel, mountainbike, racercykel og elcykel, som er et voksende marked. Langå Minimotor er meget mere end en cykelforretning. Her kan man også få repareret sin cykel af personale, der er efteruddannet til at klare de nye cykeltyper. Derudover sælger Erik Nielsen skov- og havemaskiner – og robotplæneklippere er fremtiden, vurderer han. "Butikkens beliggenhed er en fordel. Alle dem, der kører forbi her på vej til genbrugspladsen, ser den – og handler her, siger Erik Nielsen. Langå Minimotor er en solid, veldrevet forretning. Butikken har mange trofaste kunder, også fra Stevnstrup og det vestlige Randers. Men nu sætter 42-årige Erik Nielsen altså sin cykelforretning til salg. ”Det er jo en oplagt chance for nogen, der har lyst til at prøve kræfter med at drive sådan en forretning. Man kan godt leve af det her,” siger Erik Nielsen. Men hvis det er så god en forretning, hvorfor vil du så sælge? ”Efter mange år som selvstændig har jeg nu lyst til at skifte spor,” fortæller Erik Nielsen uden at afsløre, hvad han nu skal lave. ”Jeg har fået flere interessante tilbud, som trækker i en helt anden retning. Dem har jeg måttet sige nej til, fordi jeg skal passe forretningen.” ”Enhver ved jo også, at det bedste tidspunkt at sælge sin forretning på, er, når den går godt,” understreger Erik Nielsen. Han ser flere modeller for afhændelse af forretningen: En mulighed kunne være at sælge bygningen alene. Cykelforretningen kan sagtens drives fra et andet sted. Eller han kan udleje bygningen, så den nye ejer ikke behøver at købe den, men kun selve butikken med varelager. ”Det vigtige er at få overdraget butikken på en ordentlig måde. Jeg tænker jo på kunderne. De skal helst opleve, at der fortsat er en cykelbutik, de kan have tillid til,” slutter Erik Nielsen, Langå Minimotor. * Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her. * Tilmeld dig vort nyhedsbrev. Efter mange år som selvstændig har jeg nu lyst til at skifte spor, fortæller Erik Nielsen.
|