Skolerne har brug hjælpLørdag 12. august 2017 kl. 15:08På mandag starter et nyt skoleår. Vi glæder os til at komme i gang. Som mor og skolebestyrelsesmedlem glæder jeg mig også til at komme i gang igen - i gang med det der er folkeskolens formål, at udvikle vore børn til hele mennesker, der er klar til yderligere uddannelsesmuligheder senere i livet. Men jeg er bekymret. Jeg læste en Voxmeter-undersøgelse (maj 2017). Den viser, at borgerne synes, at Randers kommune er landet dårligste til at drive folkeskole. På Vestervangsskolen har vi længe påpeget vigtigheden af, at vi får vores skole færdig, at de fysiske rammer kommer på plads. Vi har sendt en mangelliste til byrådet, haft dem på besøg, vist dem rundt og haft en dialog om vores udfordringer. De lytter, men handlingen udebliver. Andre skoler har det sikkert på samme måde? Jeg synes ikke, vi kan være bekendt, at vore børns udeliv skal foregå på nedslidte legepladser og resterne fra en byggeplads. Vi var mange der gik konstruktivt ind i arbejdet med en ny struktur for kommunens folkeskoler. Et bærende princip var, at de penge, der blev frigjort ved strukturændringerne, skulle blive i folkeskolen. Men hvad skete der? Et snævert byrådsflertal valgte at spare på folkeskolen! Hos os har det betydet at vi måtte sige farvel til personale. Vi har meget svært ved at finde penge til den løbende drift. Skal der spares på personale, bøger, kantine, lejrskoler eller vedligeholdelse af bygninger? Vi har alle – både personale, forældre og ledelse - gået konstruktivt ind i arbejdet med at få den nye struktur til at fungere. Vore børn har været utrolig tålmodige, og det har ikke været lige nemt for alle. Sammen har vi ydet en indsats langt ud over det, der kunne forventes. Derfor er det også som forælder og skolebestyrelsesmedlem svært at holde ud, at der ikke leves op til de aftaler, der var stillet i udsigt i forbindelse med skolestrukturen. Jeg har svært ved at have tillid til byrådsflertallet, der ikke vil leve op til aftaler og intentioner om skolernes økonomi. Jeg kunne i høj grad ønske mig et samlet byråd, der vil binde sig til at få løfterne i skolestrukturen indfriet. Et byråd, der vil sikre den bedste udvikling af vore skolebørn. Et byråd, der viser at man ønsker en velfungerende folkeskole, ikke kun i skåltalerne, men også når de svære budgetter skal besluttes. Jeg ønsker mig landets bedste folkeskole i Randers. * Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her. * Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
|