Uacceptabelt, MouritsenFredag 11. august 2017 kl. 18:16
Det er sjældent de tilfredse, der sætter sig til tasterne. Under denne overskrift var der en stor artikel i Randers Amtsavis 27. juli, hvor Randers FC-anfører Mads Agesen opfordrede folk til i højere grad at bakke op om holdet og klubben ud fra den hårde tone fra visse personer på de sociale medier. Dette udsagn vil jeg tillade mig at overføre til den nuværende kommunalpolitiske verden. Der er en hård lille kerne af personer, som alle kender fra de sociale medier, så fred med det. Men, at byrådsmedlem Mikael Mouritsen fra Socialdemokratiet nu også falder i den grøft, er særdeles kedeligt. I et svar til et indlæg ”Et jomfrueligt skoleår venter” (RANDERSiDAG.dk 9. august - klik og læs) af folkeskolelærer og byrådsmedlem Christina Kjærsgaard fra Venstre, så skal hendes indlæg af Mikael Mouritsen hagles ned i et hul under overskriften ”Er blødningen stoppet, Kjærsgaard?” Jeg vil tro, at hendes kendskab til folkeskolen er mere objektiv, end hvad han mener set udefra og med bevidst omskrivning af, hvad hun tilkendegiver. Han kommer også ind på politikere, der måtte sende deres egne børn i privatskoler. Det er jo en privat prioritering, som også højt placerede socialdemokrater gør og selv den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt gjorde det. Det lader som om, at Mikael Mouritsen har glemt, at hans parti var med i skolestrukturforliget, hvilket hans partikammerat Aage Stenz i januar 2015 roste til skyerne og hellere havde set sket noget før. Er det et enigt Socialdemokrati, der stadigvæk står bag skolestrukturforliget? Korrekt, at der er sket en stigning på specialundervisningsområdet, som ansvarlige politikere skal forholde sig til, men det er jo ikke det samme, som besparelse. Det område må så indgå i de kommende budgetforhandlinger, hvis Socialdemokratiet vil delgage og tage ansvar. I sit indlæg kalder Mikael Mouritsen DF for at være naive. Det er et helt uacceptabel sprogbrug om sine byrådskolleger, som er med til at fremkalde politikerlede i kommunen. I juni 2017 holdt Socialdemokratiet og DF et LO-arrangement, hvor Mette Frederiksen efterfølgende proklamerede, at hendes parti og DF på områder stod skulder ved skulder. Når hun nu i Randers Ugen kommer til Randers, vil du så venligst spørge hende om, hvorvidt denne udtalelse er annulleret og om din beskrivelse af DF, som værende naive, er i overensstemmelse med hendes samarbejde med DF på landsplan? * Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her. * Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
|