Vennepunktet starter ny sæson

Mandag 7. august 2017 kl. 09:00

Vennepunktet starter ny sæson
Vennepunktets stand på en torvedag i solskin.
Foreningen og aktivitetshuset Vennepunktet samler hver uge masser af mennesker til diverse aktiviteter. Det hele starter med et åbent hus.

Det sker mandag 14. august fra kl. 12.30-15.00. Her vises huset frem for alle interesserede, og man kan høre mere om de aktiviteter, som foreningen og de mange frivillige har at byde på.

I det hyggelige hus på Boghvedevej kan man deltage i alt fra stenslibning og slægtsforskning til stavgang og strikning. Stedet drives af frivillige kræfter.

Gode ideer søges
I forbindelse med efterårssæsonens opstart efterspørger folkene bag Vennepunktet nye ideer til aktiviteter, som husets brugere kan deltage i. Som ophavsmand- eller kvinde skal man dog selv sørge for at sætte holdet i gang. Lokale foreninger er også velkomne til at kontakte Vennepunktet, hvis de fx mangler et sted til at afholde en aktivitet. Huset bruges kun i dagtimerne mandag til torsdag, og derfor er der rig mulighed for at bruge det om aftenen og i weekender.

”Uden for huset har vi gode muligheder for at spille petang, krolf eller lignende, og vi synes, at det kunne være rigtig hyggeligt, hvis der er nogen der fx vil starte en mandeklub op i vores hus. Vi har et køkken og gode spisefaciliteter. Der er også plads til foreninger der mangler plads til at holde fx møder eller foredrag”, fortæller Hanne N. Krogh, der er formand for Vennepunktet.

* Der er åbent for aktiviteter og hygge hos Vennepunktet mandag til torsdag fra kl. 9.00-16.00. Før eller efter man deltager på et af de mange hold, kan man nyde frokost eller kaffe og kage i husets café.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.