Ny tømrerskole gør op med faglig opdeling

Mandag 17. juli 2017 kl. 18:17

Ny tømrerskole gør op med faglig opdeling
Anders Samuelsen, uddannelsesleder for tømrer- og mureruddannelsen, følger byggeriet af den nye tømrerskole med stor interesse.


Ny tømrerskole gør op med faglig opdeling
Anders Samuelsen: Den traditionelle opdeling mellem fagene kommer vi til at vinke farvel til.
Morgendagens håndværkere skal rustes bedst muligt til en byggebranche i hastig udvikling. Det er opdraget hos Tradium, hvor byggeriet af den nye tømrerskole i Randers går efter planen.

Også byggebranchen er et dynamisk felt, og fortidens mere skarptegnede opdeling mellem faggrupper som tømrere og murere bliver i disse år afløst af mere tværfaglig udveksling og nye digitale muligheder. Det betyder også andre ønsker til bygningerne, så de kan imødekomme behovet for mere åbenhed, samarbejde og synergi.

Med byggeriet af tømrerskolen samler Tradium bygge- og anlægsuddannelserne på Campus Nord på Blommevej.

"Jeg forventer meget mere tværfaglighed, sammenhængskraft og synergi, når uddannelserne samles ét sted med fællestorv, forbindelsesstrøg, åbenhed, lys og transparens. Og min forhåbning er, at vi kan arbejde meget mere tværfagligt fagene imellem og ad den vej skabe nytænkning. Alene digitaliseringens muligheder og f.eks. vores nye læringsplatforme er et stærkt pejlemærke i forhold til, hvor både vi og byggebranchen er på vej hen" siger Anders Samuelsen, uddannelsesleder på Tradium.

Det er KPF Arkitekterne, der har tegnet det topmoderne byggeri på 3.000 kvm, og projektet omfatter en nybygget tømrerskole samt en større ombygning af den eksisterende 2-etages længdebygning til bl.a. teoriafsnit og studieområder.

Forbered eleverne på fremtiden
Alt i alt er intentionen at give eleverne de mest optimale arkitektoniske og rumlige studieforhold, sammenhæng og nye tværfaglige muligheder med sigtet rettet mod de studerendes fremtidige arbejdsliv:

"Det handler om at forberede eleverne bedst muligt på dét, de faktisk kommer til at møde ude på byggepladserne senere hen. Det er dejligt, vi tør satse her, og jeg tror, Tradium over de kommende år vil blive et trækplaster både for eleverne, området og udadtil. Et kraftcenter, der genererer ny viden og får lettere ved at trække store virksomheder til i forhold til f.eks. lærepladser", siger Anders Samuelsen.

Ser positive tendenser
"Vi skal være meget mere åbne fremover, og den traditionelle opdeling mellem fagene kommer vi til at vinke farvel til. Man ser også allerede nu folk gå rundt med en iPad på byggepladsen, så man altid har den nyeste, opdaterede information, og denne digitalisering i byggebranchen tror jeg kun, vi har set toppen af isbjerget på".

"På Tradium er vi allerede godt på vej i forhold til digitaliseringen. I det nye teoriafsnit får vi f.eks. et Futurelab med muligheder for 3D-print. Jeg tror, at det bliver en voldsomt spændende skole med helt nye muligheder mellem f.eks. tømrer og murer i forhold til tværfaglig udveksling og digitale muligheder", siger Anders Samuelsen.

Byggeriet af den nye tømrerskole på Tradiums afdeling Campus Nord på Blommevej 40 i Randers holder tidsplanen, og skolen forventes at stå færdig d. 19. december 2017.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


Anders Samuelsen, uddannelsesleder for tømrer- og mureruddannelsen, følger byggeriet af den nye tømrerskole med stor interesse. Det bliver ikke bare en ny bygning, men en ny måde at samarbejde på på tværs af byggeuddannelserne.
© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.