Topkarakter til Museum Østjylland

Søndag 9. juli 2017 kl: 06:42

Lige nu arbejdes der intenst med den nye faste oldtidsudstilling 'Livet ved fjorden', der åbner i Randers til oktober. Foto: Museum Østjylland
Lige nu arbejdes der intenst med den nye faste oldtidsudstilling 'Livet ved fjorden', der åbner i Randers til oktober. Foto: Museum Østjylland

Topkarakter til Museum Østjylland
Kulturformand Mogens Nyholm, Randers: Vi har vist, at vi kan samarbejde på et vigtigt kulturområde. Foto: John Hyldahl/RANDERSiDAG.dk
Museum Østjylland, der dækker Randers, Norddjurs og Syddjurs kommuner, har haft kontrolbesøg af Slots- og Kulturstyrelsen. Kvaliteten er vurderet og fundet 'meget tilfredsstillende'.

Det er styrelsens højeste bedømmelse.

Museumschef Jørgen Smidt-Jensen opfatter vurderingen som et fantastisk skulderklap for det store arbejde, museets personale har udført, siden Museum Østjylland blev dannet ved en fusion i 2011:

”Når styrelsen i sin vurdering skriver, at Museum Østjylland er initiativtager, inspirator og rollemodel for andre museer, så ranker vi naturligvis ryggen. Vi er stolte af at få en kvalificeret ekstern vurdering, der viser, at vores fusion er sket på forbilledlig vis".

Udover, at Museum Østjyllands arbejde vurderes som meget tilfredsstillende, lægger Slots- og Kulturstyrelsen i sin vurdering også vægt på, at museet arbejder strategisk og målrettet på også i fremtiden af kunne forbedre og udvikle museet.

Kulturstyrelsen har også fremhævet, at Museum Østjylland arbejder eksperimenterende med formidlingsmedier og brugerinddragelse på højt niveau, ligesom museet skaffer betydelige eksterne midler fra fonde til udviklingsprojekter.

Mogens Nyholm, formand for Kultur- og fritidsudvalget i Randers, lægger vægt på, at styrelsen pointerer den gode opbakning til og samarbejdet med museet fra de tre kommuner, som står bag Museum Østjylland:

”Vi har vist, at vi kan samarbejde på et vigtigt kulturområde, og vi har fået gode resultater ud af samarbejdet. Det skal vi bruge kræfter på at fastholde, som Slots- og kulturstyrelsen i øvrigt også anbefaler. ”

Formålet med Slots- og Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger er at sikre, at de statsanerkendte museer lever op til museumslovens krav. Samtidig skal vurderingerne understøtte udviklingen på museerne.

Kvalitetsvurderingen af Museum Østjylland peger derfor også på nogle områder, hvor styrelsen anbefaler, at museet udvikler sig og forbedrer sig yderligere. Bl.a. skærpelse af museets profil i vedtægter og strategi og om at flytte museumsgenstande fra utidssvarende opbevaringslokaler til det nybyggede museumsmagasin i Randers. Desuden er der fokus på at sikre museets fortsatte forankring i de tre kommuner, der driver museet.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.

© Copyright 2017 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.