Over 1700 våben afleveret i frit lejde aktion

Lørdag 8. juli 2017 kl. 08:37

Over 1700 våben afleveret i frit lejde aktion
Et lille uddrag af de mange våben, østjyderne har afleveret


Over 1700 våben afleveret i frit lejde aktion
Der er nu mange hundrede færre farlige våben i Østjyllands politikreds og dermed Randers. Foto: RANDERSiDAG.dk
Der er nu mange hundrede færre farlige våben i Østjyllands politikreds og dermed Randers. Det er der, fordi vi alle sammen frit har kunnet aflevere knive, pistoler og geværer i hele juni.

Der er afleveret over 10.000 våben i Danmark. Hos Østjyllands Politi blev der i alt afleveret omkring 1700 våben. Dertil en del ammunition.

Også håndgranater
Der er afleveret fuldautomatiske våben, store knive, jagtgeværer, en masse ammunition og meget andet. Et par gange har politiet også været ude ved en borger for at hente en håndgranat og noget sprængstof.

Politikommissær Gert Bisgaard fra Østjyllands Politi er godt tilfreds med resultatet af kampagnen:

"Hvis man sætter det på spidsen, kan man sige, at det nu er blevet endnu tryggere at bo i Østjylland. For jo færre våben, der ligger rundt omkring i private hjem, jo mindre chance er der for, at de falder i de forkerte hænder og bliver til fare i samfundet. Så stor ros til østjyderne for at aflevere så mange våben," siger Gert Bisgaard.

Måske på museum i Hvidsten
Nu venter en anden stor opgave med at gennemgå de mange tusinde våben og få dem destrueret. Kun genstande af særlig historisk værdi kan måske komme på et museum som Tøjhusmuseet, Frihedsmuseet eller mindre museer som fx museet på Hvidsten Kro ved Randers.

"Jeg har fået en del opkald fra politi og private, og nu vil jeg undersøge omkring 15 stykker nærmere", siger museumsinspektør Jørgen Walseth, Nationalmuseet.

• Skydevåben: 792 (pistoler, geværer o.l.)
• Luft- og fjedervåben: 163 (luftgeværer, luftpistoler o.l.)
• Blankvåben: 554 (knive, sværd, dolke o.l.)
• Eksplosivstoffer: 197 (sprængstof o.l.)
• Andet: 108 (dækker typisk over forskellige former for ammunition, fx tæller en kasse med patroner for 1)

* Læs mere om Frit Lejde og resultaterne i Rigspolitiets pressemeddelelse - klik her.

* Østjyllands Politikreds er en af 12 politikredse i Danmark og dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner.

* Giv RANDERSiDAG en 'synes godt om' på Facebook - klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.